Gå til indhold
Fotograf: Emil Lyders
Fotograf: Emil Lyders

Pressemeddelelse -

Fridthjof Film A/S får ny administrerende direktør

Mangeårige medejer af Fridthjof Film A/S og direktør i Postyr Postproduktion ApS, Toke Rude Trangbæk, tiltræder som ny direktør for Fridthjof Film A/S. Producer Stephanie Wiese bliver kreativ chef.

Fridthjof Film A/S får ny direktør per 1. februar 2020. Toke Rude Trangbæk, der er direktør i Postyr Postproduktion ApS og har været medejer af moderselskabet Fridthjof Film A/S gennem femten år, erstatter nuværende direktør Ronnie Fridthjof, der skal være chef for Filmby Aarhus.

“Jeg ønsker Ronnie Fridthjof, min partner og ven gennem snart 20 år, alt det bedste i sin nye rolle – og jeg ser frem til at videreudvikle Fridthjof Films succes med at lave kvalitetsfilm og TV-serier til det brede danske publikum, sammen med nuværende ansatte og samarbejdspartnere. Efter en større omstrukturering i vores film- og postproduktionsselskab i 2019 går vi det nye årti i møde med et langt mere agilt produktionsapparat gearet til fremtidens udfordringer”, siger Toke Rude Trangbæk.

Selskabets producer Stephanie Wiese indtræder samtidig i bestyrelsen og i stillingen som kreativ chef i Fridthjof Film A/S. Hun får til opgave at udvikle selskabets portefølje, heriblandt spillefilm, TV-serier og co-produktioner.

”Jeg ser frem til sammen med Stephanie at bygge videre på arven fra Fridthjof Film, og bringe vores film og serier ud i de danske biografer og TV-stuer. Vi vil gøre det med fødderne plantet i 20 års produktionserfaring - i et effektivt, progressivt film- og postselskab som vi driver og former på vores helt egen måde, med højt til loftet og plads til store kreative ambitioner”, siger Toke Rude Trangbæk.

Stephanie Wiese uddyber: “Vi vil videreføre visionen om at lave underholdende og rørende film til et stort publikum - og samtidig tage nogle chancer og udvikle nyt talent.“

Store projekter i støbeskeen
Fridthjof Film A/S næste store satsning ‘Undtagelsen’ instrueret af Jesper W. Nielsen er udtaget til Biografklub Danmark og har premiere 30. april 2020. Derudover har selskabet flere store projekter i udvikling, som forventes at gå i produktion i sommeren og efteråret 2020, heriblandt den anmelderroste og biografaktuelle instruktør Mehdi Avaz’ tredje spillefilm ‘Under Stjernerne’. Filmen er et romantisk feelgood drama med en klassisk multiplot- opbygning, som tager udgangspunkt i helt almindelige menneskers liv. Mehdi Avaz har allerede med sine film ‘Mens vi lever’ og ‘Kollision’ bevist, at han kan arbejde med store følelser og tiltrække et stort publikum. Filmens udvikling er støttet af Det Danske Filminstitut (Markedsordningen), FilmFyn, Den Vestdanske Filmpulje, SF Studios og Creative Europe.

“2020 byder på mange spændende projekter, og jeg glæder mig til at arbejde med de dygtige instruktører og manuskriptforfattere, som er engageret i vores projekter - ikke mindst Mehdi Avaz, som er en fremragende instruktør. Vores ambition er at lave film og TV-serier, som vækker både de store og små følelser i os. Vi vil lave fiktion, der taler til det brede publikum. Og vi vil have det sjovt undervejs! Mit mål er, at Fridthjof Film skal være en kreativ legeplads som både nye talenter og erfarne kræfter har lyst til at udfolde sig i”, siger Stephanie Wiese.

Udover ‘Under Stjernerne’ arbejder selskabet på TV-serien ‘Lotte & Totte’ bygget på de svenske bestseller-bøger skrevet af Gunilla Wolde. ‘Lotte & Totte’ er en animeret serie støttet under Det Danske Filminstituts pulje Univers ogDen Vestdanske Filmpulje. Serien laves i co-produktion med A. Film Production. Det er Mia Hagner Fridthjof der har skrevet manuskript, mens Jørgen Lerdam & Mia Hagner Fridthjof instruerer.

Den tredje produktion, der forventes at gå i produktion i 2020 er spillefilmen ‘Villads fra Valby’, som udspringer af børnebøgerne af samme navn. ‘Villads fra Valby’ instrueres af Christian Grønvall, som netop har afsluttet arbejdet på den succesfulde julekalender ‘Tinka og Kongespillet’ og skrives af Kristian Ibler i samarbejde med instruktør Christian Grønvall. Projektets udvikling er støttet af Det Danske Filminstitut, SF Studios og DR.

Derudover arbejder selskabet på en større dramaserie og flere spillefilm – alle med et kommercielt fokus.“Vi er pt ved at udforske i hvilken konstellation vi ønsker at producere disse helt nye projekter. Det vil ske i et setup, hvor Ronnie - grundet sin nye position i Filmby Aarhus - ikke længerere er medejer. Den præcise ejerstruktur er dog ikke på plads endnu. Her og nu er mit og Stephanies fokus på at producere de tre store projekter vi allerede har i gang i Fridthjof Film regi.” slutter Toke Rude Trangbæk af.

Om Toke Rude Trangbæk
Uddannet på Medievidenskab, Aarhus Universitet 2003. Var i 2005-2008 direktør for Fridthjof Film inden fokus i 2008 blev lagt på postproduktion og opbygningen af postproduktionsselskabet Postyr Postproduktion ApS - som datterselskab til Fridthjof Film. Har været postproducer på film som: Blå Mænd, Julefrokosten, Alle for en, Alle for to, Alle for tre, I Krig & Kærlighed, Undtagelsen mfl. – TV-serier som Sjit Happens, Heartless, A-klassen mfl. – Dokumentarfilm som Våbensmuglingen, Adoptionens pris og Armadillo mfl.

Yderligere information:
Toke Rude Trangbæk
toke@f-film.com
mob: 31412141

Emner

Kontakt

Michael Feder

Michael Feder

Pressekontakt Adm. direktør +45 2243 4942

Om os

For os handler kommunikation ikke blot om at råbe højt, eller om for enhver pris at trænge igennem lydmuren i et tiltagende kaotisk mediebillede.

For os handler kommunikation om troværdighed. Om substans. Om at sætte dagsordener. Inden for kulturens verden, i erhvervslivet, i politisk sammenhæng – og i samfundet som helhed.

Vi favner bredt i vores opgaveportefølje, og vores spidskompetencer ligger inden for udvikling af storytelling, strategisk udvikling af brands, oplevelsesbaseret kommunikation og den direkte kontakt med medierne.

Tre årtiers erfaring har gjort os til et af Skandinaviens førende kommunikationsbureauer, og på årsbasis gennemfører vi 150 projekter.

Vi kvalificerer vores samarbejdspartneres historier og sikrer dem gennemslagskraft i offentligheden. Vi folkeliggør substansen, og vi sikrer mediernes interesse for både det brede og det smalle. Vi navigerer sikkert og målrettet gennem medielandskabet, og vi er garant for synlighed, der skaber merværdi – og gør en forskel.

HAVE Kommunikation
Hillerødgade 30 B
2200 København N
Danmark