Skip to main content

Danmarks R&B-darlings Phlake får Grøn-debut til sommer

Pressemeddelelse   •   Apr 10, 2018 08:00 CEST

Publikumsfavoritterne Phlake sender lækkerhed ud over græsset på Grøn 2018. Duoen skal for første gang med på Grøn, der turnerer landet rundt fra den 19.-29. juli 2018.

Phlake fik sit gennembrud i 2015 med singlen ’Pregnant’, og blev på rekordtid et af Danmarks mest populære bands. Siden de for første gang gjorde hele Danmark bløde i knæene, har duoen udgivet to albums og et væld af hitsingler. Phlake udgøres af to Albertslund-drenge - Mads Bo på vokal og Jonathan Elkær bag knapperne.

Om Phlakes Grøn-debut fortæller Indsamlingschef i Muskelsvindfonden Theis Petersen:

“Grøn handler om den gode stemning og publikumsfavoritter, men også om nyere kunstnere, der kan sætte sit helt særlige præg på programmet - dem, der er fremtidens superstjerner. Det er Phlake i dén grad. Vi er meget stolte over at have Phlake med på plakaten og håber at Grøn kan være med til at sætte yderligere skub i deres allerede fremadstormende position i det danske musiklandskab”.

Mange grønne ligheder

Der er mange, der forbinder Grøn Koncert med sommerhygge, havefest-stemning og fællessang. Det er et billede som de to drenge i Phlake kan genkende, og duoen har også nogle helt klare argumenter hvorfor Phlake og Grøn passer så perfekt sammen:

Som Mads Bo forklarer: ”På Grøn Koncert kommer vi til at spille alle vores allerbedste sange. Det bliver bare en lykkerus og det glæder jeg mig til at dele med alle dem som kommer og hygger på Grøn. Man kan forvente sig en koncentreret Phlake-oplevelse, så tag svedbånd på og gå tidligt i baren, fordi det kan godt kræve lidt ekstra væske

Jonathan Elkær uddyber: ”Vi kan godt lide god musik i grønne omgivelser, vi kan godt lide grøn energi, vi kan godt lide at drikke de grønne, og vi kan godt lide bare at hænge ud og hygge os med vores venner, familier og kærester i gode omgivelser i den danske sommer. Og det kommer vi til at gøre sammen med alle de andre gode mennesker på Grøn 2018. Vi glæder os helt sindssygt!

Programmet for Grøn 2018

Phlake er det tredje offentliggjorte musiknavn fra årets program. I november

blev det internationale succesband Lukas Graham offentliggjort som det første navn på plakaten for Grøn 2018, mens rocklegenderne D-A-D blev annonceret i marts. Resten af programmet afsløres løbende hen over foråret.

Grøn 2018 begynder på Amager

Når Grøn i år turnerer landet rundt for 36. gang, er det ligesom sidste år med to koncerter i København. Men som noget helt nyt bliver den første af de to koncerter i København afholdt på Tiøren ved Amager Strandpark. Det er første gang nogensinde, at Tiøren skal lægge kulisse til Grøn. Således begynder turnéen 2018 på Amager, mens den afsluttende koncert traditionen tro afholdes i Valbyparken.

Se hele turnéplanen nedenfor:

Grøn turnéplan 2018:

19/7 – Amager

20/7 – Kolding

21/7 – Aarhus

22/7 – Aalborg

26/7 – Esbjerg

27/7 – Odense

28/7 – Næstved

29/7 – Valby

Med venlig hilsen
Have Kommunikation
+45 33 25 21 07

Pressekontakt:
Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84
Simone Lassen // simone@have.dk // 81714737

Om Grøn Koncert
I snart fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden afholdt Grøn Koncert og spredt glæde over det ganske land.

Gennem Grøn har Muskelsvindfonden skabt sig en platform og en synlighed, som bidrager til at indfri fondens vision – at skabe et samfund med plads til forskelle. En vision, der handler mere om mennesker end muskelsvind. Grøn er et af Danmarks mest populære brands, og ønsket er at skabe fokus på rummelighed og mangfoldig sameksistens.

Tilsvarende har Tuborg været en del af danskernes liveoplevelser på Grøn Koncert siden 1983. Tuborg er hele Danmarks bryggeri og er siden grundlæggelsen i 1873 vokset til at blive det foretrukne ølmærke herhjemme. Tuborg gør nemlig både noget ved danskerne og noget ved musikken. Gennem tætte samarbejder med musikmiljøet og koncert- og festivalarrangører i hele landet har Tuborg gennem fem årtier medvirket til, at mennesker hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde pilsnere.

Læs mere på www.groenkoncert.dk

Grøn Koncert på de sociale medier:

-Officielt hashtag: #Grøn18

-Facebook: facebook.com/groenkoncert

-Instagram: Groenkoncert

-Snapchat: Groenkoncert

-YouTube: Grøn Koncert