Skip to main content

Det danske drama HOLIDAY udtaget til hovedkonkurrencen ved Göteborg Film Festival 2018

Pressemeddelelse   •   Jan 09, 2018 13:52 CET

Det danske drama HOLIDAY udtaget til hovedkonkurrencen ved Göteborg Film Festival 2018 og er med i konkurrencen om én million svenske kroner

-

Isabella Eklöfs debutspillefilm HOLIDAY med danske Victoria Carmen Sonne og Lai Yde i hovedrollerne er blandt de otte udtagne film i hovedkonkurrencen for bedste nordiske spillefilm ved Göteborg Film Festival 2018. Dragon Award Best Nordic Film er verdens største filmpris med en præmie på 1 million svenske kroner til den vindende film.

Årets store nordiske festival, Göteborg Film Festival, som løber af stablen den 26. januar – 5. februar 2018, har netop offentliggjort de nominerede film til årets Dragon Award. Isabella Eklöfs debutspillefilm HOLIDAY er blandt de otte udtagne film i hovedkonkurrencen for bedste nordiske spillefilm - Dragon Award Best Nordic Film - og er med i konkurrencen om verdens største filmpris med en præmie på 1 million svenske kroner. HOLIDAY får europæisk premiere den 1. februar 2018 i forbindelse med festivalen.

Endnu en international festival blænder således op for Eklöfs HOLIDAY, som får verdenspremiere på den prestigefyldte amerikanske Sundance Filmfestival den 21. januar 2018. Her er filmen blandt de 12 udtagne i den internationale hovedkonkurrence, som erudvalgt blandt godt 4.000 indsendte film fra hele verden.

HOLIDAY har det 23-årige stortalent Victoria Carmen Sonne i hovedrollen som den unge og smukke Sascha. Victoria har senest gjort sig bemærket i bl.a. Rasmus Heisterbergs 'I blodet' og Hlynur Pálmasons anmelderroste 'Vinterbrødre' og får med HOLIDAY sin største spillefilmsrolle til dato. Overfor Victoria ses Lai Yde tilbage på det store lærred i den mandlige hovedrolle som Michael. HOLIDAY produceres af Apparatur ved David B. Sørensen.

Om HOLIDAY

Saschas historie er den gamle fortælling om en kvindes valg imellem den rige, magtfulde mand og den unge, uskyldige dreng. Michael og hans gangsterslæng hænger ud i hans luksusvilla ved den tyrkiske riviera. Sascha er hans elskerinde, måske en skønne dag hans kæreste – eller endda hustru. Et liv i luksus og idyl for evigt. Hver dag med Michael er som en fantasi; fester og dyre gaver, gourmetrestauranter og designerstoffer – men selvfølgelig også psykisk og fysisk vold og kriminalitet. Så da Sascha møder Thomas, den unge, charmerende sømand, føler hun sig splittet. Han er ukompliceret og sød. Kan han give hende et mere hæderligt og autentisk liv?

Holdet bag

HOLIDAY er Isabella Eklöfs debutspillefilm, og hun har sammen med radiovært og forfatter Johanne Algren skrevet filmens manuskript. Isabella Eklöf er uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2011 med afgangsfilmen 'Noter fra kælderen' og blev allerede anerkendt som et stort talent året efter, hvor hun modtog den danske kunstpris Bisballeprisen for sine kortfilm. HOLIDAY produceres af Apparatur ved David B. Sørensen, der er uddannet fra Super16’s producerlinje i 2010. HOLIDAYfotograferes af Nadim Carlsen, der tog afsked fra Den Danske Filmskole samme år som Isabella Eklöf, hvor hun også fotograferede deres fælles afgangsfilm. HOLIDAY klippes af Olivia Neergaard-Holm med scenografi af Josephine Farsø Rasmussen.

HOLIDAY produceres i co-production med Oak Motion Pictures, Common Ground Pictures og Film i Väst med støtte fra Det Danske Filminstitut, Netherlands Film Fund og Eurimages.

Læs mere om Göteborg Film Festival på http://www.goteborgfilmfestival.se/en/

Med venlig hilsen

Have Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:

Simone Lassen, simone@have.dk, 81 71 47 37

Michael Feder, michael@have.dk, 22 43 49 42

Fakta om HOLIDAY:

Holdet

Instruktør: Isabella Eklöf

Manuskript: Johanne Algren, Isabella Eklöf

Producer: David B. Sørensen

Produktionsselskab: Apparatur

Salgsagent: Heretic Outreach

Fotograf: Nadim Carlsen

Klipper: Olivia Neergaard-Holm

Tonemester: Mark Glynne

Scenograf: Josephine Farsø Rasmussen

Varighed: 90 min

Medvirkende:

SASCHA: Victoria Carmen Sonne

MICHAEL: Lai Yde

TOMAS: Thijs Römer

BO: Bo Brønnum

KARSTEN: Stanislav Sevcik

JENS: Morten Hemmingsen

MARIA: Mill Jober

TANJA: Laura Kjær

MUSSE: Adam Ild Rohweder

EMIL: Saxe Rankenberg Frey

BOBBY: Yuval Segal

FREDERIK: Michiel de Jong