Skip to main content

Direktør fratræder stillingen i Copenhagen Film Fund

Pressemeddelelse   •   Sep 25, 2019 12:00 CEST

Thomas Gammeltoft fratræder stillingen som direktør for Copenhagen Film Fund den 31. december i år for at tiltræde en stilling som kreativ direktør i et nyt set-up med Sweet Chili Entertainment.

Thomas Gammeltoft har siden etableringen af Copenhagen Film Fund været administrerende direktør for fonden og har opbygget fonden med investeringer fra Københavns Kommune, Region Hovedstadens Vækstforum, en række omegnskommuner samt diverse aktører fra branchen heriblandt Nordisk Film som væsentligste bidragsydere.

Copenhagen Film Fund (CPHFF) blev stiftet i 2013 med det formål at skabe vækst og jobs i film- og tv-branchen gennem investering i større danske og internationale film og tv-produktioner og dermed tiltrække dem til produktion i Hovedstadsregionen. Fonden har siden etableringen investeret for knap kr. 75 mio. kr. i bl.a. KONGENS VALG, THE DANISH GIRL, BROEN sæson III & IV, WALLANDER, THE TEAM, den norske katastrofefilm THE WAVE, Lars von Triers THE HOUSE THAT JACK BUILT og Lone Scherfigs KINDNESS OF STRANGERS. Fondens sidste investeringer, tv-serien EFTERFORSKNINGEN, dokumentarserien SCANDINAVIAN STAR, tv-serien SOMMERDAHL MURDERS og animationsdokumentaren FLEE er fortsat i produktion, og alle imødeses med store forventninger med premiere til næste år. Samlet har fondens investeringer mere end firedoblet den lokale omsætning og skabt store afledte effekter, som uden fondens investeringer var blevet forbrugt i udlandet.

Sideløbende med arbejdet som direktør for fonden har Thomas Gammeltoft været en af de drivende kræfter bag etableringen af den første erhvervsalliance for den digitale visuelle industri, Vision Denmark. Vision Denmark blev etableret i januar 2019 og samler for første gang virksomheder, aktører og organisationer indenfor spil, film, tv, animation og XR med det formål at sikre bedre rammevilkår for industrien. I spidsen for Vision Denmark står virksomhederne SYBO, Unity og Nordisk Film samt Producentforeningen, og Thomas Gammeltoft har været konstitueret direktør det første år.

”Som tidligere producent har det været utroligt lærerigt for mig at sidde med Copenhagen Film Fund og udover selve projektinvesteringerne også at arbejde med politisk strategi og udvikling. Jeg har været begunstiget af et lille team af yderst kvalificerede medarbejdere, en fantastisk formand samt til alle tider en kompetent bestyrelse, der har sikret et langt træk for at gøre København og Hovedstadsregionen interessant både hvad angår optagelser, digitalt efterarbejde og mulig finansiering. Desværre har det holdt hårdt i år, hvor de politiske vinde har peget mod større og større regionalisering og udlægning til vest. Men til gengæld har vi så fået arbejdet en national alliance frem, som kan kæmpe på vegne af hele Danmark og også København” udtaler Thomas Gammeltoft

”Thomas har gjort et kæmpearbejde for at skabe opmærksomhed om branchens meget store potentiale som både erhverv og kulturskaber. Hovedstadsområdet har alle muligheder for at blive et kraftcenter for produktion af tv, film og spil med masser af arbejdspladser og vækst. Men det kræver en fortsat aktiv økonomisk opbakning fra især Københavns Kommune hvis potentialet skal indfris. Vi kommer til at savne Thomas Gammeltofts engagement og vilje i det arbejde, men bestyrelsen ønsker ham held og lykke i det nye job og går nu i gang med at finde en afløser”, siger Jørgen Ramskov, formand for bestyrelsen i Copenhagen Film Fund.

Vedr. Vision Denmark vil der blive annonceret en ny direktør ultimo november 2019. Thomas Gammeltoft vil i 2020 fortsætte i en styregruppe vedr. politisk udvikling under Copenhagen Film Fund og Vision Denmark.

For yderligere information:
Thomas Gammeltoft, tg@cphfilmfund.com
Jørgen Ramskov, Bestyrelsesformand Copenhagen Film Fund, jr@radio24syv.dk

Vedhæftede filer

Word-dokument