Skip to main content

Forskere udlægger fremtiden på Heartland

Pressemeddelelse   •   Apr 16, 2019 10:00 CEST

Judith Butler, Andreas Mogensen, Robert Sapolsky, Guy Standing og Gina Rippon er blandt de navne, man kan opleve på årets Future Talks-scene. Her vil forskere fra hele verden dykke ned i emner, som har betydning for vores fælles fremtid, herunder fremtidens kønspolitik, klimaudfordringer, arbejdsforhold og vores tilstedeværelse i rummet.

Heartland Talks har siden 2017 været fordelt på to scener; en der fokuserer på aktuelle emner i vores samtid, og en der sætter spot på fremtiden vha. videnskabsfolk og eksperter. Fremtiden er på alles læber med emner som klima, teknologi, sundhed og store politiske udfordringer. Det er som regel politikerne, der dominerer den offentlige debat om vores fælles fremtid – men det er videnskabsfolk, der har de bedste bud på, hvad der faktisk kommer til at ske. Heartland Future Talks giver derfor ordet til nogle af verden mest indflydelsesrige forskere og lader dem diskutere fremtiden med prominente kulturprofiler.

Programchef for Heartland Talks, Rasmus Quistgaard, udtaler:
”Verden har måske aldrig udviklet sig hurtigere og mere dramatisk, så det er naturligt, at fremtiden fylder så meget i offentlige diskussioner – men hvis vi vil have et solidt grundlag at træffe beslutninger på, burde vi nok lytte lidt mere til forskere og lidt mindre til politikere og folk, der har slået et permanent telt op i ’kommentatorkøbing’.”

Judith Butler – ”What is the future of gender politics?”
I en tid, hvor vi forhandler hensynet til forskellige samfundsgruppers identitet og rettighed, er Judith Butler en af verdens mest indflydelsesrige intellektuelle. På Heartland giver den verdensberømte, amerikanske filosof sit bud på, hvor kønspolitikken vil bevæge sig hen de kommende år.

Rasmus Quistgaard uddyber:
”Det har i årevis været vores ønske at præsentere Judith Butler live for et dansk publikum. Hun er bredt anerkendt som en af jordens mest indflydelsesrige intellektuelle og en person, som, rigtig mange nok vil mene, er interessant at høre fra i debatterne om netop køn og politik.”

Butler har gennem årene overrasket og provokeret mange med sine analyser af vores køn og seksualitet. Ifølge Butler er vores seksualitet ikke en naturlig følge af vores køn; begge er noget vi så at sige performer. Groft sagt er køn ifølge Butler ikke noget, vi ”er”; det er noget, vi ”gør”. Hun er i dag professor ved Berkeley, University of California, og både tilhængere og modstandere af hendes arbejde refererer gerne til hende som vor tids vigtigste feministiske tænker.

”Jeg har altid tænkt på hendes gennembrudsbog Gender Trouble som en meget kærlig bog, men alligevel bliver folk stadig rasende over dens konklusioner. Meningen har aldrig været at gøre folk vrede, tror jeg, men at invitere til, at vi forholder os mere uhildet til, hvordan vores køn og seksualitet bliver til,” siger Rasmus Quistgaard.

Guy Standing & Anders Fogh Jensen – ”What if the precariat becomes the mass class of the future?”
Den britiske økonom og ophavsmand til begrebet ”prækariatet” Guy Standing og filosoffen Anders Fogh Jensen vil tale om, hvordan et arbejdsmarked præget af løst ansatte på usikre kontrakter vil påvirke vores livsvilkår.

Guy Standing er til daglig tilknyttet SOAS University of London som Professorial Research Associate, hvor han beskæftiger sig med arbejdsmarkedsøkonomi og prækariatet. Han er desuden forfatteren bag en række bøger om emnet, herunder Basic Income: And How We Can Make It Happen fra 2017, The Corruption of Capitalism: Why Renters Thrive and Work Does Not Pay fra 2016 og selvfølgelig hovedværket The Precariat: The New Dangerous Class fra 2011.

Anders Fogh Jensen er en dansk filosof, forfatter og foredragsholder. Han har i sin forskning blandt andet beskæftiget sig med arbejdsmarkedsforhold, senest med bogen Pseudoarbejde fra 2018. Her præsenterer han sammen med antropologen Dennis Nørmark en tese om, at en betragtelig del af det arbejder, der udføres på forskellige arbejdspladser, i bund og grund er nytteløst og værdiløst – altså såkaldt pseudoarbejde.

Robert Sapolsky & Lone Frank – ”What is the future of human nature?”
Amerikanske Robert Sapolsky vil sammen med danske Lone Frank dykke ned i det store spørgsmål, der handler om, hvorvidt menneskeartens natur er i gang med at forandrer sig?

Robert Sapolsky, der er ansat på Stanford University, er en af verdens førende neurobiologer og forfatter med speciale i den menneskelige biologi. I 2017 udgav han bogen Behave: The Biology of Humans at Out Best and Worst, hvor han forsøger at besvare spørgsmålet: Hvorfor handler vi mennesker, som vi gør?

Lone Frank er forfatter og journalist med en baggrund inden for hjerneforskning. Hun er en af landets skarpeste videnskabsjournalister og forfatter til en lang række bøger. Hun har bl.a. skrevet Det Nye Live, Mit Smukke Genom og senest Lystens Pioner, der alle er blevet internationalt anerkendt og oversat til en række sprog.

Andreas Mogensen & Anja C. Andersen – ”Hvad kan vi forvente af en fremtid i rummet?”
Hvad kan vi forvente af en fremtid i rummet? Det spørgsmål vil astronaut Andreas Mogensen og astronom og astrofysiker Anja C. Andersen forsøge at give et svar på, når de gæster Heartland 2019.

Andreas Mogensen blev i 2015 den første dansker i rummet, da han den 2. september blev opsendt i det russiske Sojuz-rumfartøj fra Kazahkstan for at udføre en mission på det internationale rumstation ISS. Han er fortsat tilknyttet det europæiske rumagentur ESA med base i Houston, Texas.

Astronom og astrofysiker ved Niels Bohr-instituttet Anja C. Andersen er en prisvindende formidler af astronomisk forskning. Hun har bl.a. modtaget Dansk Magisterforenings Forskningspris, Dansk Kvindesamfunds Mathildeprisen og ikke mindst H.C. Ørsted Medaljen i 2016. Hun er ved Niels Bohr-instituttet ansvarlig for projektet ”Cosmic Dust”, der ser nærmere på kosmisk støvs rolle i stjerneprocesser.

Jakob Mielcke & Jonatan Leer – ”Hvad sker med vores forhold til kød?”
Andelen af vegetarer i Danmark er i konstant stigning, hvis man skal tro statistikkerne, men hvad sker der egentlig med vores forhold til kød? Hvad siger det om vores samfund, at jagt er gået fra at været et spørgsmål om overlevelse til en fritidsaktivitet? Disse og mange flere spørgsmål vil kokken Jakob Mielcke og madkulturforsker Jonatan Leer give deres bud på i denne talk.

Den autodidakte kok Jakob Mielcke er chefkok og ejer af Restaurant Mielcke & Hurtigkarl. Restauranten er beliggende i Frederiksberg Have, og menuen bliver udviklet i symbiose med den omkringliggende have. Jakob Mielcke er desuden en dedikeret jæger og fluefisker, så restauranten er selvforsynende, når det kommer til vildt i jagtsæsonen.

Jonatan Leer er docent og forskningsleder ved Professionshøjskolen Absalon. Han forsker i madkultur og har publiceret mere end 40 videnskabelige artikler om de konflikter, følelser og fællesskaber, som er en del af vores måltider og madkultur; herunder om det nye, nordiske køkken og om kød. Han har bl.a. skrevet bøgerne Ma(d)skulinitet og Kød.

Denne samtale bliver modereret af forfatter Martin Kongstad.

Gina Rippon & Mikkel Wallentin – ”Are our brains gendered?”
Professor Gina Rippon og lektor Mikkel Wallentin vil på Heartalnd se nærmere på vores hjerner, og hvad de røber om vores køn; for kan det fx passe, at mænds hjerner er mere logiske, og at kvinder er bedre til at multitaske?

Gina Rippon er Englands førende forskere inden for kognitiv neurovidenskab med særligt fokus på køn og kønsforskelle. I bogen Gendered Brain: the new neuroscience that shatters the myth of the female brain påviser hun, at biologen ikke spiller nogen afgørende rolle for forskellene på kvindelige og mandlige hjerner.

Mikkel Wallentin er lektor i kognitiv neurovidenskab ved Aarhus Universitet. Han bruger hjerneskanningsteknikker til at undersøge forholdet mellem sprog og hjerne, herunder med fokus på kønsforskelle. Han har ligesom Gina Rippon udgivet en række bøger, senest bogen Sprog i serien Tænkepauser.

Samtalen bliver modereret af filosof, journalist og forfatter Torben Sangild.

Rikke Frank Jørgensen & Christina Boutrup – ”Overvågningskapitalisme – hvor langt er vi villige til at gå?”
Store virksomheder som Facebook og Google tjener styrtende med penge på at opsamle viden om vores adfærd, og den såkaldte overvågningskapitalisme vokser dag for dag. I denne talk vil Rikke Frank Jørgensen og Christina Boutrup se nærmere på, hvor grænsen mellem overvågning og menneskerettigheder går i vores moderne samfund.

Rikke Frank Jørgensen er seniorforsker ved Dansk Institut for Menneskerettigheder, hvor hun særligt har fokus på grænsefladen mellem teknologi og menneskeret, fx udfordringer for retten til privatliv og nye muligheder for ytrings- og informationsfrihed. Hun har skrevet en række artikler og bøger om emnet, herunder Eksponeret – Grænser for Privatliv i en Digital Tid.

Kina-kender og erhvervsjournalist Christina Boutrup vil bidrage med sit særlige kendskab til den asiatiske stormagt. Kina har de senere år gennemgået en tech-revolution, hvor landets tech-virksomheder er blevet globalt førende inden for bl.a. praktisk anvendelse af kunstig intelligens, sociale medier og den digitale økonomi i det hele taget.

Samtalen bliver modereret af radiovært og ejer af medie- og konsulentvirksomheden Elektronista, Christiane Vejlø.

Natasha Lindstaedt & Rasmus Boserup – ”Will autocrats like Putin, Sisi and Erdogan rule the world?”
Verden bliver ikke nødvendigvis mere demokratisk i fremtiden. I lande som Rusland, Egypten og Tyrkiet ser vi en centralisering af magten omkring stærke og til tider brutale individer. Natasha Lindstaedt og Rasmus Boserup vil diskutere, om det er disse autokrater, der definerer den nye verdensorden.

Natasha Lindstaedt er professor i ledelse ved University of Essex. Hun er specialiseret inden for autoritære regimer, korruption og failed states og har skrevet flere bøger om diktaturer og mislykkede stater. Hun er en meget brugt tv-ekspert på bl.a. CNN, BBC World og Al Jazeera.

Rasmus Boserup er Executive Director ved EuroMed Rights og tidligere seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. EuroMed Rights sætter fokus på demokrati og menneskerettigheder i Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Han har skrevet en række bøger om bl.a. dansk udenrigspolitik, konfliktdynamikker og det arabiske forår – alle med fokus på Mellemøsten og Nordafrika.

Samtalen bliver modereret af journalist og tv-vært Clement Kjersgaard.

Minik Rosing & Kaspar Colling Nielsen – ”Hvordan skal vi forstå klimakrisen?”
Geologi-professor Minik Rosing og forfatter Kaspar Colling Nielsen vil i denne samtale fra deres vidt forskellige perspektiver give deres bud på, hvordan vi skal forstå klimakrisen; hvordan kan vi som individer forholde os til et problem, der beskrives som en global krise, og findes der i krisen også et potentiale?

Grønlandske Minik Rosing er professor i geologi ved Nationalhistorisk Museum. Han har modtaget en lang række hædersmærkninger for sin formidling af sin forskning, som bl.a. har fokus på formationen af Jordens kontinenter, udviklingen af liv og planetens geokemiske udvikling.

Forfatter Kasper Colling Nielsen debuterede med bogen Mount København i 2010, for hvilken han modtog Danske Banks debutantpris. Han har siden udgivet bøgerne Den danske borgerkrig 2018-2024 og senest Det europæiske forår, der begge ligesom debuten kaster et samfundskritisk og satirisk blik på vores samtid gennem tragikomiske fortællinger.

Samtalen modereres af journalist Nynne Bjerre Christensen.

David Erritzøe & Rasmus Poulsen – ”Løsning eller skråplan – er stoffer vejen ud af depression?”
Psykiater og hjerneforsker David Erritzøe vil sammen med Rasmus Poulsen, kendt som Raske Penge, diskutere, hvorvidt psykedeliske stoffer i fremtiden kan blive kuren mod store folkesygdomme som depression, stress og angst.

David Erritzøe er uddannet læge fra Københavns Universitet og har siden 2009 boet i London. Her arbejder han til dels som klinisk psykiater og som post.doc. hjerneforsker. Han har bl.a. forsket i afhængighedsbiologi, skizofreni og depression. Han er desuden involveret i studier af neurobiologien bag psykedeliske stoffer og ecstasy og disse stoffers potentiale til behandling af psykiske lidelser.

Rasmus Poulsen kendes nok bedst under sit kunstnernavn som musiker, Raske Penge. Med sange som ”Narko” og ”Baghave” har han gjort sig til debattør med en agenda om, at forbuddet mod mange rusmidler bør reformeres, så stofferne kan reguleres lovligt. Både af hensyn til stofafhængige, deres pårørende, risikogrupper, unge mennesker og normale stofbrugere som Rasmus Poulsen selv.

Samtalen modereres af journalist og radiovært Maja Hald.

Heartland Future Talks 2019 er støttet af Lundbeckfonden.

Endeligt festivalprogram næsten klar
Med dagens offentliggørelse er festivalens endelige program næsten klar. De kommende uger vil de sidste navne blive offentliggjort. De vil alle kunne opleves på Heartland 2019, der finder sted fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.

BILLETSALG
Partoutbillet: 1.950 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 650 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 25 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet (torsdag, fredag el. lørdag): 950 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet, børn (6-12 år): 275 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet, børn (0-5 år): 25 DKK ekskl. gebyr

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, cardboard- eller tenthouse): 200 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 650 DKK ekskl. gebyr
Cardboardhouse (2 pers.): 850 DKK ekskl. gebyr
Tenthouse (2 pers.): 2.150 DKK ekskl. gebyr
Plads til medbragt campingvogn/autocamper (uden strøm): 950 DKK ekskl. gebyr
Plads til medbragt campingvogn/autocamper (med strøm): 1.750 DKK ekskl. gebyr
Boutique telt (2-4 pers.): 5.955 DKK – 8.955 DKK ekskl. gebyr - VENTELISTE
Mini lodge (2 pers.): UDSOLGT

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

KONTAKT
Presseansvarlig - Have Kommunikation:
Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28 49 33 86
Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Udviklings- og kommunikationschef: Janne Villadsen // janne@heartlandfestival.dk

OM HEARTLAND
Heartland er en kulturbegivenhed, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og tager form som festival på Egeskov Slot på Fyn.

Heartland 2019 finder sted på Egeskov Slot fra 30. maj til 1. juni 2019.
Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
Youtube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Udvikling Fyn
Albani 

Vedhæftede filer

Word-dokument