Skip to main content

Hæder til kapelmester og producent Mikkel Rønnow

Pressemeddelelse   •   Jan 25, 2018 12:00 CET

Mikkel Rønnow modtager på søndag et legat på 10.000 kr. fra Dansk Kapelmesterforening.

På søndag modtager kapelmester og producent Mikkel Rønnow et legat på 10.000 kr. fra Dansk Kapelmesterforening på Brødrene Prices restaurant i København. Han modtager legatet for “sit store engagement og entreprenørvirksomhed som initiativtager til og medvirken i talrige store landsdækkende musicalopsætninger som er kommet hele det danske musikliv til gavn og glæde”.

Mikkel Rønnow har netop fejret sit 25 års jubilæum som teaterproducent og er lige nu aktuel med den anmelderroste opsætning af musicalen Chess, der havde premiere i sidste uge.

Forestillingen, som allerede har solgt 67.000 billetter, spiller i Tivolis Koncertsal til 17. februar og kommer efterfølgende på turné til Aarhus, Odense, Vejle og Holstebro.

Om Mikkel Rønnow

Mikkel Rønnow er uddannet sceneproducent fra Statens Teaterskole og har siden 1998 produceret musicals, koncerter og operaer i Danmark. Han er desuden autodidakt dirigent med speciale i musikteater. I årene 2001-2004 drev Mikkel Rønnov produktionsselskabet Rossen & Rønnow i samarbejde med Stig Rossen. Selskabet producerede danmarksturnéer af Chess, Copacabana og Les Misérables, hvoraf førstnævnte blev nomineret til en Reumert i kategorien for bedste musikteater. I 2004-2005 co-producerede han en danmarksturné af Grease med Sofie Lassen-Kahlke - også denne forestilling blev Reumert-nomineret i kategorien for bedste musikteater. Med teaterselskabet Pygmalion producerede Mikkel Rønnow i 2006-2007 en anmelderrost, engelsksproget udgave af My Fair Lady, som turnerede i hele Danmark med et hold af internationale solister. I sommeren 2009 producerede han den første udgave af Copenhagen Opera Festival med forestillinger som La Traviata og Opera i Dødsriget.

Mikkel Rønnow var i fire år chefproducent på Aarhus Teater hvor han producerede en lang række skuespil, teaterkoncerter og musicals, bl.a. danmarkspremieren på Bergmanns Fanny & Alexander samt den Reumert-vindende teaterkoncert med sange af Leonard Cohen. Som kreativ producent hos The One And Only Company var Mikkel Rønnow med til at skabe succeserne Dirty Dancing The Musical og Tam Tam i Tivoli, Grease på danmarksturné samt Saturday Night Fever The Musical i Falconer Salen.

Mikkel Rønnow har desuden et omfattende virke som kapelmester for musicals og koncerter, og har således dirigeret Chess mere end 300 gange siden danmarkspremieren i 1995. Han har stået for den musikalske ledelse af Candide på Den Fynske Opera, Sweeney Todd, La Cage Aux Folles og Cabaret på Aarhus Teater, West Side Story i Musikhuset Aarhus samt danmarksturnéer med Les Misérables, My Fair Lady, Copacabana, Grease, Made in Aarhus samt koncertturnéerne I Love Musicals 1 og 2. I studiet har Mikkel Rønnow dirigeret otte cd-udgivelser med musicalrepertoire, blandt andet Louise Fribos Look With Your Heart med Odense Symfoniorkester, Symphonic med Anna Vaupel og The City of Prague Philharmonic samt det internationalt roste komplette cast album af Chess med Stig Rossen.

For yderligere information, kontakt undertegnede.

Med venlig hilsen

Have Kommunikation

Tlf. 33252107

Kontakt: Michael Feder, mobil: 22434942, mail: michael@have.dk