Skip to main content

Heartland tilføjer Leaving Neverland-instruktør, Helle Thorning-Schmidt og Netflix-stjerner til TALKS-programmet

Pressemeddelelse   •   Apr 11, 2019 08:00 CEST

Heartland offentliggør i dag yderligere syv internationale navne til årets TALKS-program. Blandt deres offentliggørelser finder man Leaving Neverland-instruktøren Dan Reed i samtale med Pulitzer Prize-vinderen Margo Jefferson, tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt i samtale med filosof Vincent Hendricks, samt Laura Nirider og Steven Drizin fra Netflix-serien ’Making a Murderer’ i samtale med CPH:DOX-stifter Tine Fischer.

Heartland kan i dag løfte sløret for syv danske og internationale navne på TALKS-programmet. Dagens offentliggørelse spænder bredt: Fra Michael Jackson over ”true crime” til en tidligere statsminister og en samtale om magt. De syv navne er: Dan Reed, Margo Jefferson, Helle Thorning-Schmidt, Vincent Hendricks, Laura Nirider, Steven Drizin og Tine Fischer.

Dan Reed og Margo Jefferson – ”Can we still dance to Michael Jackson?”
Britiske Dan Reed er en af de mest omdiskuterede dokumentarinstruktører lige nu. Han kom på alles læber med HBO-dokumentarfilmen Leaving Neverland, der skildrer to mænds anklager om Michael Jacksons misbrug af dem. Dan Reed har produceret og instrueret dokumentarfilm i mere end 25 år og har tidligere lavet en række film om terrorangreb, den BAFTA-hædrede The Paedophile Hunter og hvidvask-dokumentaren From Russia With Cash.

Margo Jefferson er en Pulitzer Prize-hædret kritiker, journalist og forfatter. Hun er forfatteren bag den prisvidende Negroland fra 2015 og ikke mindst On Michael Jackson fra 2005, der er bredt anerkendt som en af de bedste biografier om den kontroversielle musiker.

Dan Reed og Margo Jefferson vil under overskriften Can we still dance to Michael Jackson? dykke ned i betydningen af de nu verdensberømte anklager og de spørgsmål, de provokerer i os. Samtalen modereres af kritiker og kulturredaktør på Information Katrine Hornstrup Yde.

Rasmus Quistgaard, programchef for Heartland TALKS, udtaler:
”Margo Jefferson er lidt en hemmelig stjerne, som vi er fantastisk glade for at præsentere for et dansk publikum. Hun er en Pulitzer-prisvindende, amerikansk kritiker, og hun skal tale med Dan Reed, der netop har lavet jordens mest omtalte dokumentarfilm om Michael Jackson. Kan vi stadig danse til Michael Jackson? Helt personligt vil jeg sige, at jeg ikke længere kan danse til Jackson på samme måde.”

Helle Thorning-Schmidt og Vincent Hendricks – ”Hvad er magt?”
Helle Thorning-Schmidt blev Danmarks første kvindelige statsminister i 2011 og bestred posten i fire år, inden hun i 2016 blev direktør for Red Barnets internationale hovedorganisation, Save The Children, med hovedsæde i London. Hun fratræder stillingen til sommer for at forfølge en bestyrelseskarriere hos blandt andet vindmølleproducenten Vestas.

På Heartland skal Helle Thorning-Schmidt i samtale med professor i filosofi Vincent Hendricks om emnet magt. Vincent Hendricks modtog Rosenkjærprisen 2016 og er til daglig centerleder ved Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i, hvordan opmærksomhed og indflydelse distribueres på sociale medier.

Samtalen modereres af journalist og radiovært på Radio24syv Iben Maria Zeuthen.

Rasmus Quistgaard udtaler:
”I samtalen ’Hvad er magt?’ kommer vores tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt til at tale med Vincent Hendricks, der er ekspert i, hvordan indflydelse og opmærksomhed bliver fordelt i samfundet. Det er sjældent, vi taler direkte om magt i Danmark, og der er få herhjemme, der som Helle Thorning-Schmidt har udøvet og observeret magten fra første parket – privat, på landsplan og internationalt.”

Laura Nirider, Steven Drizin og Tine Fischer – ”What happens when real life becomes ’true crime’?”
To af forsvarsadvokaterne fra den Emmy-hædrede ”true crime”-serie ’Making a Murderer’ på Netflix, Laura Nirider og Steven Drizin gæster Heartland TALKS. I serien repræsenterer de begge den unge, dømte hovedperson Brendan Dassey. Advokat og juraprofessor Steven Drizin er en af grundlæggerne af Center on Wrongful Convictions of Youth ved Northwestern University Pritzker School of Law i Chicago, hvor Laura Nirider – ligeledes juraprofessor – fungerer som direktør. Sammen har de i årevis undervist og skrevet om, hvordan blandt andet unge mennesker bliver manipuleret til falske tilståelser.

På dette års festival skal de tale med Tine Fischer, der grundlagde CPH:DOX i 2003 og har drevet festivalen til at blive en af verdens førende festivaler for dokumentarfilm. Sammen med Laura Nirider og Steven Drizin vil hun se nærmere på, hvordan medier som fx tv-serier, dokumentarfilm og sociale medier kan præge både retssager og andre store historier i samfundet.

Samtalen modereres af tv-ekspert og tidligere programchef på blandt andet TV 2, Keld Reinicke.

Heartland Talks er skabt i samarbejde med en række af Danmarks stærkeste forlag, bl.a. Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Gad, People’s Press og Informations Forlag.

Endeligt festivalprogram næsten klar
Med dagens offentliggørelse er festivalens endelige program næsten klar. De kommende uger vil de sidste navne inden for ART, TALKS og FOOD blive offentliggjort. De vil alle kunne opleves på Heartland 2019, der finder sted fra torsdag d. 30. maj til lørdag d. 1. juni 2019.

BILLETSALG
Partoutbillet: 1.950 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (6-12 år): 650 DKK ekskl. gebyr
Partoutbillet, børn (0-5 år): 25 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet (torsdag, fredag el. lørdag): 950 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet, børn (6-12 år): 275 DKK ekskl. gebyr
Endagsbillet, børn (0-5 år): 25 DKK ekskl. gebyr

OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas (v. eget telt, iglotelt, cardboard- eller tenthouse): 200 DKK ekskl. gebyr
Opslået iglotelt (2 pers.): 650 DKK ekskl. gebyr
Cardboardhouse (2 pers.): 850 DKK ekskl. gebyr
Tenthouse (2 pers.): 2.150 DKK ekskl. gebyr
Plads til medbragt campingvogn/autocamper (uden strøm): 950 DKK ekskl. gebyr
Plads til medbragt campingvogn/autocamper (med strøm): 1.750 DKK ekskl. gebyr
Boutique telt (2-4 pers.): 5.955 DKK – 8.955 DKK ekskl. gebyr - VENTELISTE
Mini lodge (2 pers.): UDSOLGT

Billetlink: www.heartlandfestival.dk

Med venlig hilsen
Have Kommunikation

KONTAKT
Presseansvarlig - Have Kommunikation:
Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28 49 33 86
Kristina Sindberg // kristina@have.dk // 24 86 01 84

Heartland:
Direktør: Ulrik Ørum-Petersen // ulrik@livenation.dk
Udviklings- og kommunikationschef: Janne Villadsen // janne@heartlandfestival.dk

OM HEARTLAND
Heartland er en kulturbegivenhed, der præsenterer et internationalt program sammensat af fire søjler: MUSIC, ART, TALKS og FOOD. Her kombineres live-samtaler og samtidskunst med det bedste fra musik- og madscenen og tager form som festival på Egeskov Slot på Fyn.

Heartland 2019 finder sted på Egeskov Slot fra 30. maj til 1. juni 2019.
Mere info om Heartland kan findes på www.heartlandfestival.dk

Heartland på de sociale medier
Facebook: www.facebook.com/heartlandfestivaldk
Instagram: @heartlandfestivaldk
Twitter: @heartlanddk
Youtube: Heartland Festival

Heartland er støttet af:
Faaborg Midtfyn Kommune
Udvikling Fyn

Vedhæftede filer

Word-dokument