Skip to main content

Musiker og ​formand i Dansk Musiker Forbund Anders Laursen 70 år

Pressemeddelelse   •   Apr 08, 2019 09:00 CEST

Han er vokset op i Ballerup. I en tid med omvæltning og tilflytning, men fra barnsben præget af, at forældrene ofte skulle hjem til fødegården i Vest- eller Østjylland.

Musiker Anders Laursen fylder 70. Svært at forstå, sikkert osse for ham selv. Formand i Dansk Musiker Forbund i en lang periode og har meldt, at han stopper næste år. Musiker siden ungdommen og oveni civilingeniør i Energiministeriet i en årrække med bl.a. energiplan 1979. Musikerlivet har bragt ham vidt omkring geografisk (New Orleans, Caribien, Brazilien og Skandinavien rundt) som saxofonist i SW 80, Sylvester og Svalerne, Los originales, Orion, Second Line Funcomagic og meget mere. Alt kombineret med stor interesse for at beherske mange sprog og kunne lege med deres rigdom af dialekter.

Anders har og har haft fremtrædende bestyrelsesposter i organisationer som Copy-Dan, Gramex, ROSA, Det Danske Kulturinstitut og Kunstfondens repræsentantskab. Dansk Kunstnerråd, ROSA, SNYK og Copenhagen Jazz Festival. Vicepræsident i International Federation of Musicians (FIM). Var med til at udarbejde rapporten vedrørende ”Styrkelse af den rytmiske musik”, der var oplægget til lov om spillesteder og har aktivt arbejdet for vedtagelsen af EU’s ophavsretsdirektiv for ganske nyligt.

Her har han i det hele taget kunnet forlænge DMF’s mål med sin tredeling i kulturpolitisk agerende, serviceforbund for medlemmerne og forhandler omkring musikernes vilkår. Han har talt musikernes vilkår op i alle dens genrer og alle steder, hvor det var muligt. Løn- og ansættelsesvilkår, ophavsret og placering i det danske kulturliv. Han er kendt som en dygtig forhandler. Han har for alle danske kunstnere kunne tale deres vilkår op med udgangspunkt i hans kæmpe netværk i det danske samfund.

Aktiv indenfor langrend – arctic circle race (185 km på Grønland) og vasa-loppet og rulleski og passioneret feriegæst på Anholt med hans kære sport kitesurfing. Denne sport osse praktiseret ved skiftet til ski under Ragnarok Racet med 100 km på ski og kite på Hardangervidda.

To børn – Sinja, der er jurist og Louis, der er musiker og filmmager. Gift med Merete i mange år og inspireret af hendes store erfaringer fra lærerjobbet på Bernadotteskolen.
(Fødselsdagen er den 11.4)