Skip to main content

VOID International Animation Film Festival 2018 indtager København med et større program end nogensinde

Pressemeddelelse   •   Jan 04, 2018 10:00 CET

Fra den 25. januar til den 3. februar 2018 kan du opleve de bedste og mest fascinerende animationsfilm for voksne fra hele verden, når VOID International Animation Film Festival blænder op for over 100 særligt udvalgte spille- og kortfilm i København. Det er tredje år i træk, at Danmarks største animationsfilmsfestival for voksne finder sted.

Animationsfilm har den helt særlige egenskab, at de kan tage én med til alle universer – mulige som umulige – og få os til at tro på deres historier. Når VOID International Animation Film Festival 2018 finder sted fra den 25. januar til den 3. februar 2018 får man rig mulighed for at opleve det på egen krop. Festivalen præsenterer nemlig over 100 af de nyeste, vildeste og mest gribende animationsfilm for voksne i Cinemateket og Gloria Biograf & Café i København.

Festivalleder Anne Winberg forklarer:

”Animationsfilm kan ligne virkeligheden præcis så lidt eller så meget, som instruktøren synes de skal. Det er det, der giver dem evnen til at skubbe til vores forståelse af den verden, vi lever i – gennem fortællinger og karakterer som intet har med vores virkelighed at gøre. Det ved vi fra talrige elskede og indflydelsesrige tegnede animerede karakterer igennem tiden.

Lige nu står vi midt i en ny tid for animation. Særligt inden for filmverdenen, for eksempel med en titel som The Red Turtle, der blev vist på sidste års festival. Den har landet en Oscar-nominering og blæste alle forventninger til billetsalg ud af vandet. Det er den udvikling, vi gør vores for at bringe til Danmark med VOID International Animation Film Festival 2018.”

Et internationalt program med noget på hjerte

Årets filmprogram indeholder en lang række både danske og internationale animationsfilm med noget på hjerte. En af dem er spillefilmen The Breadwinner, som er nomineret i hele 10 kategorier ved årets Annie Awards og allerede har modtaget en Critics’ Choice Award for Best Animated Feature. The Breadwinner fortæller historien om den afghanske pige Parvana, der må forklæde sig som en dreng for at sikre sin families overlevelse, efter hendes far bliver arresteret af Taleban.

I den endnu mere dystre genre byder VOID på tre ganske særlige animationsklassikere i form af Barefoot Gen, When the Wind Blows og Akira. De tager alle fat i de vanvittige konsekvenser, der følger, hvis nogen beslutter sig for at tage det ultimative ødelæggelsesvåben, atombomben, i brug.

I Mori Masakis Barefoot Gen kan man opleve atomkatastrofen i Nagasaki fortalt gennem en 6-årig dreng, der mister det meste af sin familie i et enkelt lysglimt fra en atombombe. Koldkrigs-klassikeren When the Wind Blows mediterer over de hjertekære pensionister Hilda og Kims stille hverdagsliv, efter en atombombe bliver smidt over England, mens den – på vores breddegrader – genredefinerende anime-klassiker Akira tager dig med til det post-apokalyptiske NEO-TOKYO, hvor en gruppe unge bliver kastet ud i et hæsblæsende komplot, der truer med at ødelægge hele verden.

Alle tre film er udtryk for en af animationsfilmens helt store styrker; nemlig dens evne til at vise de sværeste, mest ømme og smukke følelser på en fuldstændig personlig og samtidig universel måde.

Kortfilm fra hele verden

Udover blockbustere og elskede klassikere præsenterer VOID International Animation Film Festival 2018 også et stramt kurateret program udvalgt blandt 700 indsendte kortfilm fra 56 lande. Det er små, underfundige fortællinger fra stædige solokunstnere, filmskoler og alt derimellem. Filmene vil på festivalen blive præsenteret som serier med en samlet spilletid som en spillefilm.

Blandt de danske kortfilm finder man bl.a. Sara Koppels 1st day and next minute, Kim Kims No Ozone, Uri og Michelle Kranots Nothing Happens, Johan Oettingers Ragnarok, og minsandten om ikke også folkekære Rasmus Seebach har fundet vej til årets program med Andeby.

Det fulde program for VOID International Film Festival 2018 kan ses her:

voidfilmfestival.com/program/

Få et smugkig på årets festival til programrelease

Man kan få et smugkig på årets festival lørdag den 6. januar. Her fejrer VOID nemlig udgivelsen af årets trykte program ved at vise den spektakulære spillefilm Loving Vincent i Cinemateket i København.

Loving Vincent fortæller den foruroligende historie om Vincent Van Goghs sidste dage, inden han drevet af en maniodepressiv psykose endte sit eget liv på tragisk vis. Filmen udmærker sig særligt ved at være verdens første og eneste animationsfilm, hvor hvert eneste af de i alt 65.000 skud er skabt af håndmalede oliemalerier. Det tog 125 kunstmalere over seks år at færdiggøre filmen.

Filmen har modtaget en European Animated Feature Film Award samt været nomineret til en Golden Globe i kategorien Best Animated Motion Picture.

I forbindelse med programlancering vil der også være en talk med folkene bag Craft, som er en online platform for animation og illustration. De vil fortælle om den komplekse arbejdsproces bag skabelsen af en moderne animationsfilm med afsæt i arbejdet med Loving Vincent.

Arrangementet finder sted i Cinemateket lørdag den 6. januar 2018 fra klokken 21.30-23.30.

Læs mere på eventen her: facebook.com/events/1163766423725915

VOID International Animation Film Festival er støttet af Det Danske Filminstitut, Danske Filminstruktører og Animationssammenslutningen.


Billetsalg:

Billetter til programrelease, featurefilm og kortfilmsserier koster alle 85 DKK pr. arrangement (50 DKK for studerende) og kan købes via dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket og gloria.dk/billetter.

Med venlig hilsen

Have Kommunikation

For yderligere information, kontakt venligst:

Peter Pishai Storgaard // peter.storgaard@have.dk // 28 49 33 86

Simone Skogen Lassen // simone@have.dk // 81 71 47 37

Fakta om VOID International Animation Film Festival

VOID blev grundlagt i 2016 af en gruppe ildsjæle, der ønskede at arbejde for den samme enkle ambition: At skabe en filmfestival for voksne, hvor publikum kan få verdens stærkeste oplevelser med animation.

VOID er en ud af kun en lille håndfuld filmfestivaler på verdensplan, der har påtaget sig opgaven med at sprede det gode budskab om animationsfilmens mange kvaliteter for et voksent publikum. Heldigvis bliver der ikke talt for døve ører: Interessen for animation til et voksent publikum er stigende, både i Danmark og i resten af verden.

Siden den ydmyge begyndelse med 30 film ved den første udgave af VOID International Film Festival i 2016 er det kun gået én vej. Festivalen har vokset sig større år for år, og den tredje udgave er ingen undtagelse med over 100 film. Samtidig bliver festivalen mere og mere international, og i år er der indsendt film fra 56 lande, hvoraf film fra 24 lande er udvalgt til årets program.

VOID International Animation Film Festival 2018 bliver afholdt fra den 25. januar til den 3. februar 2018 i København.

Det fulde program for VOID International Film Festival 2018 kan ses her:

voidfilmfestival.com/program/

Facebook:

facebook.com/voidfilmfestival