Skip to main content

​Cph Garden 2019: Haveselskabet løfter sløret for de første tre showhaver

Pressemeddelelse   •   Apr 18, 2018 08:30 CEST

Damholmgaards “Den blomstrende have” fra Cph Garden 2017. Foto: Haveselskabet.

Mere end 19.000 haveglade gæster var med, da Danmark sidste år fik sit første store haveshow på niveau med de store, internationale flowershows. Og både udstillere og besøgende er enige: Begivenheden skal gentages.

– Sidste sommer var Valbyparken omdannet til et brag af en havefest og alle bakkede op. Jeg blev adskillige gange spurgt, hvornår vi ville gøre det igen. Nu kan jeg endelig svare: Det gør vi den 20.-23. juni 2019. Så her kan alle haveentusiaster sætte nogle store kryds i kalenderen, siger Haveselskabets direktør, Charlotte Garby.

Hun suppleres af marketingchef, Bente Yde Enert:

– I vores evaluering af Cph Garden 2017 kan vi se, at både udstillere og gæster har været virkelig tilfredse. Af udstillerne svarer 94 procent, at Cph Garden levede op til deres forventninger, og der er ingen udstillere, som ikke ville anbefale andre at deltage på Cph Garden. Og blandt de besøgende kunne over 90 procent tænke sig at besøge os igen. Det er vi ærlig talt stolte af, fortæller Bente Yde Enert.

Cph Garden 2017 var inspireret af de store, engelske blomstershows i blandt andet Chelsea og Hampton Court. Og for havefaglig rådgiver i Haveselskabet, Louise Møller, er der ingen tvivl: Det var netop showhaverne, som gjorde Cph Garden unik.

– Herhjemme har vi ikke haft den tradition, de f.eks. har i England, med showhaver. De reaktioner, vi har fået på showhaverne til Cph Garden 2017, viser, at vi sagtens kan være med på internationalt niveau, når det handler om havedesign. Det fantastiske med showhaver er, at de både appellerer til havemennesker i al almindelighed og til alle de havefaglige kapaciteter, som gæster sådan en udstilling, siger Louise Møller.

Showhaver med fokus på det mytiske, det modige og på leg og læring

Ligesom i 2017 bliver det store trækplaster til Cph Garden 2019 otte showhaver.

Haveselskabet kan allerede nu løfte sløret for de første tre havedesignere, der skal kreere en showhave til Cph Garden 2019.

Damholmgaard

Ægteparret Lise Bollhorn og Erik Dal står bag planteskolen Damholmgaard, som har fokus på stauder. De ser frem til at deltage igen på Cph Garden 2019. Sidste år vandt de bronze for deres showhave, ‘Den blomstrende have’.

– Det var hårdt arbejde, men også en kæmpe oplevelse at være med sidst. Det var så fedt med al den positive respons, vi fik. Så vi kunne naturligvis ikke andet end sige ja, da vi blev spurgt igen, fortæller Erik Dal.

Når talen falder på den kommende showhave, er han mere diskret:

– Det bliver noget helt, helt andet end den blomstrende have. Vi vil helst ikke afsløre for meget endnu, men kan da sige at den kommer til at emme af magi og nærmest være lidt mytisk. Vi arbejder på nogle elementer, vi tror vil overraske de fleste. Og vi håber med haven at vi kan inspirere til at tænke alternativt med havedesign, siger Erik Dal.

TagTomat

Virksomheden TagTomat skaber grønne fællesskaber og forsyner byens rum med grønne oaser. TagTomat deltog på Cph Garden 2017 med en mindre udstillingshave, hvor havebranchen præsenterer nye tendenser. Det gav mod på mere og i 2019 deltager TagTomat med en showhave:

– Jeg er stolt af, at vi til Cph Garden 2019 skal designe en af showhaverne. Det bliver en kæmpe oplevelse og udfordring, som vi glæder os til. Når vi deltager i haveudstillinger, udvikler vi nye ideer og produkter løbende. Det får som oftest en kant og et udtryk, som vi ikke bare kan sætte os ned og tegne os til, da vores tilgang er legende og lærende og ikke planlagt ned i mindste detalje. Jeg kan afsløre, at temaet for vores have bliver noget med ‘leg og læring’, og som vores udstillingshave – som vi vandt publikumsprisen for til CPH Garden 2017 – bliver det helt sikkert i mange dimensioner, både i højden og på det tankemæssige plan, fortæller Mads Boserup Lauritsen, ejer og stifter af TagTomat.

Concept Gardens

Bag den tredje showhave står Concept Gardens, der er nye i Cph Garden-sammenhæng.

Concept Gardens er en landskabs- og havedesign-konsulentvirksomhed grundlagt af Jesper Friis og Christian Kielberg. Her er lidenskab for detaljen og et moderne greb på arkitektur, som munder ud i unikke projekter af højeste kvalitet, i 3D og virkelighed.

– Vi er meget beærede over invitationen til at skabe en showhave ved Cph Garden 2019. Teamet ser showhaven som en mulighed for at lege med former og elementer i nye formater. Temaet for vores have er MOD: Mod som præmis for skabelsen af spændende rum og levende fortællinger. Historierne gemmer sig i modet til at udforske og opleve. Modet er vores pejlemærke og evnen til at fortolke ud fra netop dette, bliver nøglen til vores showhave, fortæller Christian Kielberg fra Concept Gardens.

Der vil i alt være 8 showhaver på Cph Garden 2019. Herudover vil der være masser af arrangementer fra showscenen, arbejdende værksteder og 12-16 inspirationshaver. Landets mange specialforeninger inde for haveområdet vil udstille på pladsen i Valbyparken ligesom Haveselskabets eksperter vil være til stede under hele eventen. Desuden vil der være salgsstande med alt til haven og mulighed for at købe og nyde mad og drikke, mens man hviler benene.

Tid og sted

Haveselskabets Cph Garden 2019 finder sted den 20. til den 23. juni 2019 i Valbyparken.

Fakta: Showhaver

En showhave er tegnet af en havedesigner eller havearkitekt og anlagt i samarbejde med en anlægsgartner. Showhaven er – som navnet antyder – et ‘showpiece’, ganske som en kreation på en catwalk, hvor de nyeste tendenser vises frem. Elementerne i en showhave skal inspirere gæsterne til at tænke nye tanker i forhold til design, plantevalg og brug af haven.

En fagjury vurderer og kårer en vinder blandt showhaverne.

Kontakt og yderligere information

Yderligere information om Cph Garden 2019 kan fås hos direktør i Haveselskabet, Charlotte Garby på cg@haveselskabet.dk eller telefon 45 27 11 07 eller hos pressekoordinator Regine Wowk på regine@wowk.dk eller telefon 51 29 36 74.

Fotos kan ses og downloades nederst på denne side.

Info om Cph Garden 2019

Besøg Damholmgaard

Besøg TagTomat

Besøg Concept Gardens

Her kan du downloade logoer for Cph Garden 2019 i pdf-format

Du kan læse alt om showhaver og sidste års Cph garden 2017 her

Fakta om Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.

Haveselskabet udgiver medlemsmagasinet "Haven", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.

Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow "Cph Garden", driver haveselskabet.dk og Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspertrådgivning.

Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy