Skip to main content

Fremtidens have byder på stilhed, hvile og sundhed

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2018 11:00 CEST

Fremtidens have. Illustration: Rikke Bisgaard

Når CPH Garden 2019 folder sig ud til næste sommer, får gæsterne mulighed for et kig ind i fremtidens haveliv. Landsskabsarkitekt Catrine Hancke står nemlig bag showhaven ”Fremtidens have”. En have, hun bl.a. vil udforme på baggrund af såkaldte megatrends – dvs. overordnede mønstre for fremtidens forbruger.

Når Cph Garden 2019 slår dørene op til sommer, vil trækplasteret igen være de otte forskellige showhaver, som dyster om at vinde guld, sølv og bronze.

”Som arrangører er det vigtigt for os, at vi udvikler os og ikke ’bare’ lever op til publikums forventninger, men også giver dem gode overraskelser. Så hvorfor ikke give dem et kig ind i fremtiden? En have, som viser, hvad fremtids-mennesket har behov for, når det handler om udendørslivet? Vi er rigtig glade for, at landskabsarkitekt Catrine Hancke, har sagt ja tak til den udfordring og vi glæder os til at vise showhaven Fremtidens Have frem sammen med de syv andre skønne showhaver”, siger Bente Yde Enert, kommunikationschef hos Haveselskabet.

Megatrends viser vejen for fremtidshave

Ny blandt havedesignerne er landskabsarkitekt Catrine Hancke. Som en del af sin research til sin showhave, ”Fremtidens have”, har hun været en tur forbi direktør hos Scandinavian Trend Institute, Louise Byg Kongsholm, der har fremlagt de megatrends, som bliver kendetegnende for fremtidens forbruger.

– Megatrends er de dominerende træk ved den tidsånd, der vil styre vores forbrug de kommende år. Digital detox og dét at kunne trække sig tilbage fra støj og larm kommer til at fylde en hel del – og her kan netop haven være frirum fra en hektisk hverdag. Enten i form af havearbejde og ”jord under neglene” for dem, der nyder den slags, eller en mere zen-orienteret oplevelse, hvor vejret trækkes dybt, og der slappes af i rolige omgivelser”, fortæller Louise Byg Kongsholm.

Stilhed og blomstrende skvalderkål

Catrine Hancke vil ikke løfte sløret for detaljerne i ”Fremtidens Have”. Men de overordnede linjer fortæller hun gerne om – linjer, som også afspejler den rolle, haven og havelivet kommer til at spille for os i fremtiden.

– Mental sundhed, kampen mod informations-overload, søgen efter stilhed og det taktile er fire megatrends, som særligt inspirerer mig, når vi snakker om måden, vi kommer til at bruge vores haver på i fremtiden. Ideen om haven som et refugium er ikke ny – men det nye er, at vores behov for et hvilested væk fra verdens stress og støj er stigende, og at haven kan blive et sted, som bidrager til vores trivsel og sundhed, fortæller hun.

Ifølge Catrine Hancke får vi i fremtiden mere og mere brug for at kunne trække os tilbage i et stille rum, fri for larm og støj. Et rum som beroliger sanserne i stedet for at pirre dem, og et rum, som ikke stiller krav til os.

– Jeg er bl.a. inspireret af den svenske forsker Anna Maria Palsdottir, som forsker i naturen som sundhedsressource og taler om at naturen er så god at finde hvile i, fordi den ikke stiller krav. Hvordan kan man få denne kravfrihed ind i haven? Og alligevel skabe en smuk have, som kan være en ideel ramme om at få hvile og hente ny energi? Her overvejer jeg f.eks. at lade nogle få skvalderkål blomstre i haven. Skvalderkåls-blomsten er smuk og kan være med til at markere, at vi godt slappe af og koble fra, at haven ikke nødvendigvis behøver at være et stykke arbejde, men godt kan være et grønt og tyst refugium for os, fortæller Catrine Hancke.

Skruer ned for lyd, duft og farve

Hun forklarer, at der i ”Fremtidens Have” skrues ned for lyd, duft og synsindtryk. Her skal duftene ikke stimulere hjernen, men berolige den.

– Mens jeg arbejder med at skruened for lys, lyd og luft, så arbejder jeg til gengæld med at skrue op for det taktile, altså følesansen. Det handler om at få tankerne ned i kroppen, om at skabe nærvær – og her betyder det meget, at vores følesans bliver involveret. Men hvordan jeg konkret vil gribe dét an i haven, det er for tidligt at komme ind på, siger Catrine Hancke.

Haven skal gøre os sundere

I fremtiden tror Catrine Hancke på, at der komme mere fokus på, at man kan dyrke sine egne sunde urter.

– Jeg forestiller mig, at langt flere – og her kan dem med altaner, gårdhaver osv. også sagtens være med – vil sætte sig ind i, hvordan f.eks. urter ”virker”. Og måske selv dyrke dem i haven. Lidt som vi kender det med fortidens klosterhaver. Så når du kommer hjem fra arbejde, så går du lige ud i haven og nipper lidt friske urter eller tager en håndfuld med ind til en kop urtete.

Tre fremtidsscenarier, vi kommer til at se i vores haver

Ifølge landskabsarkitekt Catrine Hancke er de følgende tre fænomener, noget vi kommer til at se i de danske haver de kommende år:

  • Stilhed – den støjdæmpede have. Ved hjælp af støjskærme og beplantning vil flere og flere forsøge at lukke af for visuel støj og støj fra især trafik.
  • Hvile – den kravfri have. Haven som ramme om hvile, som et sted hvor det er ok at hente kræfter frem for at bruge dem.
  • Sundhed – haven som et sted, der kan bidrage til vores sundhed – både mentalt og fysisk. F.eks. ved at vi dyrker sunde urter i haven.


MEGATRENDS ifølge Scandinavian Trend Institute

Scandinavian Trend Institute har fremlagt disse otte megatrends, når det handler om forbrugeradfærd:

#1 Transformation economy

#2 Luxury – a better you

#3 Sleep renaissance

#4 Mental health

#5 Combating infobesity

#6 Seeking silence

#7 Radical transparency

#8 The sense of touch


Læs mere på: www.pejgruppen.dk


Yderligere information og kontakt

Presse- og kommunikationschef, Haveselskabet, Bente Yde Enert, 4040 2420 be@haveselskabet.dk

Trendforsker og CEO hos pejgruppen, Louise Byg Kongsholm, telefon 97118900 og mail info@pejgruppen.dk

Fakta om Cph Garden 2019

Den 20. – 23. juni afholdes CPH Garden 2019 i Balleup. Det er Haveselskabet, som står bag eventen. Læs mere: https://haveselskabet.dk/cphgarden/

Showhaver ved Cph Garden 2019

Herhjemme har vi ikke haft den tradition for showhaver, som man har i udlandet. Det fik Haveselskabet lavet om på med Cph Garden 2017, hvor netop showhaverne gjorde eventen helt unik. Cph Garden 2019 vil også rumme otte showhaver.

Haveselskabet har løftet sløret for designerne bag de første 6 showhaver:

  • Nete Højlund, der vandt guld til Cph Garden 2017 er med igen – og vil endnu ikke løfte sløret for tema’et.
  • Haveselskabets havearkitekter vandt sølv i 2017 og deltager igen i 2019 med en have, der har det overordnede tema ”dansk jungle”
  • Ægteparret Lise Bollhorn og Erik Dal, der står bag planteskolen Damholmgaard vandt bronze for Den blomstrende have på Cph Garden 2017. De deltager igen i 2019 med en have, som får et mytisk tema.
  • Virksomheden TagTomat vandt publikumsprisen for deres inspirationshave til Cph Garden. TagTomat deltager igen i 2019 med en haven, der designes sammen med elever fra gartnerskolen Vilvorde i Roskilde med tema’et ”leg og læring”.
  • Concept Gardens, som er en landskabs- og havedesign-konsulentvirksomhed grundlagt af Jesper Friis og Christian Kielberg, deltager med en showhave omkring begrebet ”mod”
  • Landskabsarkitekt Catrine Hancke står bag showhaven Fremtidens Have.

Fakta om Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.

Haveselskabet udgiver medlemsmagasinet "Haven", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.

Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow "Cph Garden", driver haveselskabet.dk og Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspertrådgivning.

Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy