Skip to main content

Overvældende interesse for haveshow: Cph Garden 2019 blev en succes

Pressemeddelelse   •   Jun 23, 2019 17:56 CEST

Cph Garden 2019

I fire dage har det vrimlet med glade havefolk i Harrestrup Ådal i Ballerup. Og med tusindvis af besøgende fra både ind- og udland, smukke showhaver, indbydende inspirationshaver og en lang række foredrag, debatter, udstillinger, salgsstande og store havefaglige kapaciteter tøver Haveselskabets direktør Charlotte Garby ikke med at kalde Cph Garden 2019 for en succes.

“Det er gået forrygende godt – over al forventning. Vi har fået en masse ros og positive tilkendegivelser fra både publikum og udstillere, og det gør mig meget, meget glad. For det viser med al tydelighed, at der er interesse for og plads til et haveshow i denne her størrelsesorden i Danmark. Det er meget overvældende,” siger Charlotte Garby, direktør i Haveselskabet.

Allerede torsdag morgen, da Haveselskabet åbnede lågen for at byde velkommen til den første af fire showdage, var køen udenfor pladsen lang. På den gamle flyveplads i Skovlunde myldrede det med besøgende, som var kommet til Marbækstien for at være med til at åbne Danmarks største haveshow. Gæsterne strømmede til fra nær og fjern. Fyldte busser kørte til fra de yderste kanter af Danmark, og også fra Sverige har mange taget turen over broen. Selv fra Portugal har der været besøg.

Søndag eftermiddag lå besøgstallet på det fire dage lange haveshow på knap 16.000 gæster. Modsat det første haveshow på dansk jord, som blev afholdt over fem dage i Valby 2017, har der denne gang været et mere målrettet havepublikum.

Stor tak til mange frivillige kræfter

Vejret har været blandt de største udfordringer for årets Cph Garden. Særligt i timerne op til åbningsdagen, hvor et massivt regnskyl ramte Harrestrup Ådal i Ballerup gav sved på panden og travlhed med at få spredt flis ud på de mudrede stier. Omvendt har de følgende meget solrige dage givet udfordringer med hele tiden at sikre tilstrækkeligt med koldt drikkevand.

“Men vi har klaret det hele, og det kan vi takke de mange frivillige, der har hjulpet til på pladsen for. Uden dem havde vi aldrig kunnet gennemføre Cph Garden. Jeg er meget beæret over, at så mange frivillige stiller op og hjælper os med at stable landets største haveshow på benene – og især at mange er kommet op til mig og har sagt, at de er klar til at gøre det igen. Det er virkelig stort,” siger Charlotte Garby.

Sammen med Haveselskabets bestyrelse vil hun nu evaluere årets Cph Garden.

Søndag eftermiddag er der trods aftenens sankthansfester stadig fyldt med haveglade mennesker på Cph Garden-pladsen, som nyder, nærstuderer og ‘nørder’ igennem i showhaver, udstillinger og arbejdende værksteder.

På Haveselskabet.dk/Cphgarden kan du læse mere om blandt andet de mange priser, der er uddelt på årets Cph Garden og om de mange spændende navne og haver.

Om Haveselskabet og Cph Garden

Cph Garden foregår i Harrestrup Ådal ved Marbækstien den 20.-23. juni. Her kan publikum kunnet opleve de unikke showhaver, der designes særligt til Cph Garden, samt et omfattende program med foredrag, debatter, workshops og udstillinger samt mange flotte stande med alt fra redskaber og drivhuse til krukker og frø.

For yderligere information:

Bente Yde Enert, presse- og kommunikationschef

Mail be@haveselskabet.dk eller mobil 4040 2420

Louise Møller, havefaglig rådgiver, Haveselskabet

Mail: lm@haveselskabet.dk eller mobil 2071 0555

Fakta om Haveselskabet

Haveselskabet er en non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.

Haveselskabet udgiver medlemsmagasinet "Haven", som vores medlemmer modtager 10 gange om året. "Haven" kan ikke købes i løssalg i butikkerne.

Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow "Cph Garden", driver haveselskabet.dk og Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspertrådgivning.

Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.