Skip to main content

Hjerterytterne med succes og vokseværk

Nyhed   •   Jan 06, 2017 09:52 CET

Foto: Hjerterytterne

Tilbuddet om fast ugentlig træning til fordel for et godgørende formål har bevist sin bæredygtighed – og det er lykkedes holdet at samle 450.000 kr. ind til Hjerteforeningen.

Hjerteforeningen indledte 2016 med lanceringen af et nyt motionssamarbejde: Hjerterytterne – et cykelhold med fokus på træning, fællesskab og fundraising. Holdet har siden ”cyklet” på en bølge af succes og derfor er ambitionerne vokset støt. Visionen for 2017 er nu flere ryttere, flere hold og flere indsamlede midler til hjertesagen.

– Vi er både stolte og ydmyge over den succes Hjerterytterne allerede har opnået. Det har været et første år, hvor vi lige skulle finde os tilrette i det nye koncept, og hvor opgaver og ansvar skulle fordeles. I samarbejde med Hjerteforeningen arbejder vi lige nu på at gøre klar til sæson 2017, hvor projektet skal nå nye højder. Der er så meget energi og potentiale i Hjerterytterne (i hele landet), at jeg tør slet ikke spå om, hvor vi er om et år eller to, siger Finn Fabricius, der er en af de bærende kræfter på holdet.

Succesen har nemlig betydet, at holdet er blevet kontaktet af flere interesserede ildsjæle, der drømmer om at oprette satellit-afdelinger af Hjerterytterne på bl.a. Fyn og i Vestjylland.

– I Hjerteforeningen kæmper vi jo for at gøre motion til en fast del af alle danskernes hverdag. Som de nyeste forskningsstudier igen bekræfter, er motion et af de vigtigste elementer i forebyggelsen mod hjerte-kar-sygdomme. Det er en ære at have et helt hold fyldt med motiverede hjerteryttere, der cykler landevejene flade til vores fordel og for deres egen sundhed, siger administrerende direktør i Hjerteforeningen, Kim Høgh.

VIDEO. LIDT OM TANKERNE BAG HJERTERYTTERNE PÅ FYN

Om Hjerterytterne

Hjerterytterne blev etableret i starten af 2016 af en lille engagereret gruppe motionscyklister, der nærede et stort ønske om at kombinere motion og fællesskab med et engagement i hjertesagen. Konceptet bag holdet er at tilbyde motionscyklisten sportslige udfordringer i et varmt fællesskab – for alle cykelentusiaster på tværs af racercykelkvalitet, niveau, køn, uddannelse og titel. Hjerterytterne samler penge ind takket være bl.a. tøj- og kilometersponsorater, eventsalg og øvrige indsamlingsaktiviteter.

Hjerterytternes udendørssæson sluttede i starten af oktober og holdet kan se tilbage på en sæson, der bl.a. bød på 2-4.000 kørte kilometer pr. rytter, en stor fællesrejse til Mallorca og deltagelse i adskillige løb i både Danmark og Sverige. Lige nu arbejder holdet på højtryk for at gøre sæson 2017 klar, der bl.a. byder på en cykelrejse til Toscana i sensommeren. Interesserede kan følge holdet på både Facebook og www.hjerterytterne.dk.