Pressemeddelelse -

Nye højder: Droner skal samle ind ved Hjerteforeningens landsindsamling

Konkurrencen blandt de danske NGO’er er nu så skærpet, at Hjerteforeningen tager utraditionelle og hypermoderne værktøjer i brug – foreningen har investeret et tocifret millionbeløb i såkaldte indsamlingsdroner.

- Vi tør gå nye veje, og er så at sige klar til at løfte vores indsats til nye højder, siger kommunikationschef Jens Harder Højbjerg.

Et bank på vinduet på 2. sal? Ja, det bliver en realitet, når Hjerteforeningen samler ind ved den årlige landsindsamling. For foreningen mener, at hvert slag tæller – også i luften, hvor droner vil fylde den danske forårshimmel søndag d. 22. april.

I alt står 2.100 speciallavede indsamlingsdroner klar i en hangar ved Billund Lufthavn lige nu. Parate til at samle ind, når Hjerteforeningens landsindsamling skydes i gang om mindre end en måned. Dronerne er i stand til at nå bredere ud, men kan også nå hurtigt op i højere bebyggelse. Alle tilladelser er indhentet, og Statens Luftfartsvæsen har givet Hjerteforeningen dispensation til at flyve med droner i byzoner. Dette store forarbejde vækker stolthed hos Hjerteforeningen.

- Vi har indset, at vi skal være et skridt foran konkurrenterne. Dronerne er vores svar på den udfordring, de fleste velgørenhedsorganisationer kæmper med – at skaffe frivillige ved dør-til-dør-indsamlingerne. Vi har ladet os inspirere af store firmaer som fx Amazon, der deler pakker ud med droner. Så hvorfor ikke samle ind med droner også, spørger Kommunikationschef Jens Harder Højbjerg fra Hjerteforeningen retorisk.

Projektet er kun lykkedes takket være et helt nyt samarbejde med Det Danske Droneselskab (DDD), der har stillet det nødvendige antal certificerede dronepiloter til rådighed.

- Sammen med DDD har vi brugt lang tid på at udvikle og teste dronerne – og den eneste store udfordring lige nu er, at vægten fra mønter kan udgøre et sikkerhedsmæssigt problem. Derfor håber vi også, at danskerne viser os deres velvilje og putter store sedler i indsamlingshjertet frem for de noget mindre værdifulde, men meget tunge mønter, siger kommunikationschef Jens Harder Højbjerg.

Emner

  • Sygdomme

Kategorier

  • drone
  • landsindsamling
  • hjerteforeningen

Hjerteforeningen er Danmarks næststørste sygdomsbekæmpende organisation med over 143.200 medlemmer. Vi arbejder med forskning i hjerte-kar-sygdomme, forebyggelse af hjertesygdomme og patientstøtte.

Besøg os på hjerteforeningen.dk 

Kontakt

PRESSETELEFON

Pressekontakt 33 66 99 20

Louise Sjöström

Pressekontakt Presse 21 33 30 81

Jens Harder Højbjerg

Pressekontakt Presse 33 66 99 41

Mads Louis Orry

Pressekontakt Presse 33 66 99 14