Skip to main content

Ombygning af IDEmøbler i Holstebro er sat i gang

Pressemeddelelse   •   Jan 23, 2018 10:38 CET

Efter ombygningen bliver IDEmøbler i Holstebro indrettet med møbelkædens nye koncept, som giver kunderne endnu mere inspiration med hjem.

IDEmøbler i Holstebro er hverken ved at lukke eller flytte. Derimod kan kunderne se frem til at besøge et nyt, moderne og levende bolighus fyldt med inspiration og lækre varer, man har lyst til at tage med hjem.

I et af Holstebros mest trafikerede vejkryds gør to store containere de forbipasserende opmærksomme på, at selvom det roder hos IDEmøbler, så er bolighuset hverken ved at lukke eller flytte.

”Vi har den helt rigtige beliggenhed i Holstebro, men de fysiske rammer er ved at være slidt ned,” konstaterer IDEmøblers kædedirektør Martin Hallund, der dog ikke har haft nemt ved at finde det rette tidspunkt til den store ombygning.

”På trods af, at butikken er af ældre dato, har vi en meget loyal kundeskare her i byen, og det har været svært at finde det rigtige tidspunkt til så omfattende en renovering. Men borgerne i Holstebro har fortjent en tidssvarende butik, og det glæder vi os til at give dem,” fastslår Martin Hallund.

Stadig fuldt sortiment 

Første etape af det store byggeprojekt er sat i gang, og indgangen og den ældste del af bygningen er ved at blive revet ned. Derefter bliver der i første omgang opført en ny butik, som IDEmøbler flytter ind i midlertidigt, mens resten af bygningen rives ned og genopbygges som et topmoderne bolighus på 2100 kvm. i ét plan.

Butikschef Tom Jørgensen glæder sig til at kunne byde kunderne indenfor i de nye, flotte rammer og lover, at kunderne også i den mellemliggende periode vil blive taget rigtig godt imod.

”Ingen vil køre forgæves, for vi har stadig hele IDEmøblers fulde sortiment, selvom det måske ikke er alle modeller vi fremviser i alle farver og varianter. Og vores dygtige medarbejdere står som altid klar til at hjælpe vores kunder med at træffe det rigtige valg – uanset budget eller stilart,” siger Tom Jørgensen.

Topmoderne og inspirerende 

Den kommende butik indrettes med IDEmøblers nye koncept, som fremhæver møblerne på en tidssvarende måde og gør det mere overskueligt for kunderne at finde rundt. Tom Jørgensen lægger ikke skjul på, at han ser frem til at kunne fremvise det brede udvalg af møbler og boligtilbehør i nye rammer.

”Hos IDEmøbler vil vi gerne inspirere vores kunder på en måde, så de kan forestille sig, hvordan sofaen, spisebordet eller sengen kommer til at se ud hjemme hos dem selv. Det får vi endnu bedre mulighed for i det nye bolighus,” siger butikschefen.

Hele ombygningen af IDEmøbler i Holstebro forventes at stå færdig i foråret 2019.

For flere info: Martin Hallund, kædedirektør, IDEmøbler, tlf. 8817 9000, mh@ide.dkwww.ide.dk

I IDEmøbler finder du et bredt sortiment af møbler - primært til stuen, spisestuen, soveværelset og haven - i godt design og god kvalitet. IDEmøbler har 37 bolighuse i Danmark – og derudover er der et på Færøerne og et på Island.