Pressemeddelelse -

Vi frygter for indbrud under ferien

Selvom det er afslapning og forventningens glæde, der burde fylde ferien, er danskerne også fulde af bekymring for indbrud i hjemmet, mens de er på ferie. Hele 61 pct. frygter for indbrud i hjemmet, mens de er væk.

Spekulationerne betyder for hver 8. husstand, at man vælger at få hjælp hos naboer eller familie til at opbevare udvalgte ejendele af særlig betydning under ferien. Det viser en undersøgelse analyseinstituttet YouGov har foretaget for forsikringsselskabet If.

- Med 37.000 indbrud i private hjem alene i 2014, er det svært at fortænke folk i at være påpasselige med deres værdier og handle med omtanke, er reaktionen fra presseansvarlig Birgitte Ringbæk, If Skadeforsikring.

Syddanmark topper
Værst står det til i region Syddanmark, hvor hele 70 pct. af indbyggerne får præget ferien af frygt for indbrud.

Hos If ser Birgitte Ringbæk en sammenhæng mellem, at der i region Syddanmark i 2014 blev begået hele 8.348 indbrud og den kendsgerning, at samme region, med 18 pct., topper i antallet af husstande, der netop vælger at få hjælp fra nabo eller familie til at opbevare familiens mere dyrebare genstande. Laveste interesse for denne opbevaringsmanøvre er der i region Nordjylland, hvor kun 7 pct. søger hjælp til opbevaring af værdier under ferien. Her var antallet af indbrud landets laveste i 2014 med 2.586.

Indboforsikringen dækker
Ifølge If Skadeforsikring belaster det ikke den hjælpsomme nabos forsikringer, hvis man er så uheldig, at genstandene alligevel skulle blive stjålet fra naboens adresse.

- Din indboforsikring dækker stadig, selvom dine genstande skulle blive stjålet fra en anden adresse, hvor de bliver opbevaret i en kortere periode.Er man uheldig, at der er indbrud det sted, hvor værdierne bliver opbevaret, er det altså dit eget forsikringsselskab, tyveriet skal anmeldes til, oplyser Birgitte Ringbæk.

Man skal huske, at ejendelene skal opbevares på en sikker måde. De skal eksempelvis ikke stå i en garage/udhus, men være låst inde i boligen.

Det samme gælder, hvis man tager fx kamera, elektronisk udstyr og andre ejendele med i sommerhus. - Så længe man overnatter i sommerhuset, dækker indboforsikringen et tyveri af de medbragte ejendele i sommerhuset, siger Birgitte Ringbæk.


Frygter du for indbrud i dit hjem, mens du er væk på ferie?
Ja 37 %
Nej 61 %
Ved ikke 2 %

Får du opbevaret udvalgte værdigenstande hos andre, mens du er på sommerferie?
Hovedstaden Sjælland Syddanmark Midtjylland Nordjylland
Ja 12 % 17 % 18 % 10 % 7 %
Nej 86 % 79 % 79 % 87 % 91 %
Ved ikke 2 % 4 % 3 % 3 % 2 %

Kilde: Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for If Skadeforsikring den 30. juni – 2. juli 2015 med deltagelse af 1.508 danskere i alderen 18-74 år.

Emner

  • Ferie

Kategorier

  • anmeldelse
  • ferie
  • undersøgelse
  • erstatning
  • indbrud
  • forsikring


Kontakt

Birgitte Ringbæk

Pressekontakt Informationschef 3687 4183

Relateret materiale