Skip to main content

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var på inspirationstur i IKEA

Blogindlæg   •   Apr 12, 2018 14:20 CEST

Fra venstreside beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, landsformand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen, varehuschef i IKEA Taastrup Anders Olsen, Direktør for Grennessminde Hanne Danielsen og HR Specialist i IKEA Asta Zacho

I dag kunne vi stolt byde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen, landsformand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen, Direktør for Grennessminde Hanne Danielsen og Jobcenterchef i Høje-Taastrup Kommune Lars Gormsen varmt velkommen i IKEA til en fælles snak om, hvordan vi sammen kan sætte fokus på og hjælpe flere personer med handicap i beskæftigelse.

Baggrunden for besøget var, at beskæftigelsesministeren har lanceret kampagnen ”Viljen til job”, der sætter fokus på at få flere personer med handicap i beskæftigelse. Ministeren er på tur rundt i landet for at sætte fokus på borgere med handicap og indhente inspiration og gode erfaringer, som en del af forberedelsen til regeringens kommende udspil på området. På besøget fik medarbejderne fra IKEA mulighed for at dele gode erfaringer samt komme med bud på, hvor vi ser muligheder for forbedringer.

”Vi havde en rigtig god og åben dialog om, hvor vi fra en arbejdsgivers perspektiv ser udfordringer og muligheder. Vi har i mange år haft nogle rigtig gode partnerskaber med blandt andet Grennessminde, JAC Vestegnen og Høje-Taastrup Kommune. Her har vi i et tæt samarbejde, arbejdet med at få borgere i arbejde hos IKEA med stor succes. Vi oplever en stor udvikling og arbejdsglæde hos disse mennesker, og de varetager nogle vigtige arbejdsopgaver på lige fod med deres kollegaer. ” fortæller varehuschefen i IKEA Taastrup, Anders Olsen.

Hos IKEA fokuserer vi på den enkelte medarbejders talent, kompetencer og muligheder. Vi tror på, at vi igennem nærværende ledelse kan skabe en god arbejdsplads for de mange mennesker uafhængigt af særlige behov. Alle vores medarbejdere bidrager hver dag med deres talenter, erfaringer og idéer. Når IKEA oplever fremgang og succes skyldes det ikke mindst, at vi er en mangfoldig arbejdsplads baseret på fællesskab, inklusion og entusiasme.