Skip to main content

Tre boligtrends du skal holde øje med nu

Blogindlæg   •   Maj 07, 2018 08:00 CEST

Mere flet, dekadence til hverdag og brun tone-i-tone

Natur i boligindretningen er en megatrend, som kun bliver større i takt med, at flere bosætter sig i byerne. Det betyder, at vi higer efter at trække naturen med ind i vores boligindretning i form af planter og buketter og nye farver, der bringer os tættere på naturen. Henriette Ekholm, chef for indretning og kommunikation hos IKEA Danmark, sætter spot på de tre tendenser, du skal holde øje med denne sommer.

Af: Henriette Ekholm, chef for indretning og kommunikation hos IKEA Danmark.

Uanset om man er vild med at inkorporere nye tendenser i hjemmet eller ej, gælder det for tiden, at alt er tilladt. Personligt har jeg kastet mig over endnu flere planter. De er ikke længere kun i vindueskarme, jeg har også taget flere større planter ind i hjemmet og grupperet dem for at skabe en lille oase. Jeg er vild med at se det grønne i hjemmet, og det giver samtidig en enorm ro at passe dem og opleve dem gro. Den personlige bolig er den største trend lige nu, og det giver mange muligheder for at lege med indretningen og skabe en base, der giver plads til at lade op i en hektisk hverdag. Her er tre boligtrends, som helt sikkert vil spire over sommeren.

Brun tone-i-tone

En af de helt store tendenser denne sommer, er brun tone-i-tone. Den skandinaviske minimalisme har de seneste par år bevæget sig mere i baggrunden til fordel for flere farver i boligen, og særligt én farve vinder indpas denne sommer. Den brune farve kommer både til sin ret som vægfarve fra de helt lyse beige nuancer til de mere dybe mørke og sofistikerede toner. Men det er ikke kun på væggene, at brun flytter ind. Brun går igen i de naturmaterialer, vi i stadig højere grad indretter os med. Naturfibre, flet, terrakotta, potter og træsorter, særligt mørkere træsorter som valnød og røget eg, er alle materialer fra den brune farveskala, der tilsammen giver harmoni og ro i boligindretningen.

Fra rattan til nyfortolkninger af flet

Den tilfældige sammensætning af materialer og teksturer er et gennemgående tema, og særligt de naturlige og uforarbejdede materialer, som afspejler, at der ligger et håndværk bag, kommer til at få endnu mere plads. Fx er flet i alt fra møbler til lamper en håndværkstradition, der går helt tilbage til 1900-tallet. Det vi ser i dag, er således en nyfortolkning af de gamle flettemetoder, der lader møblet fortælle en historie og giver rummet personlighed. De seneste års rattan-trend betød, at materialet, som mange forbandt med enten sommerhus eller lunere himmelstrøg, fik plads i de danske hjem både i form af møbler, lamper og tilbehør. Samme udvikling kommer vi til at opleve med flet, som indtil nu er mest kendt fra den klassiske caféstol i fransk flet. Både fortolkninger af de klassiske flet og andre nye fine flettemetoder kommer vi til at opleve i alle typer af møbler.

Dekadence til sommerhalvåret

Den dekadente stil fortsætter langt ind i 2018. En af de store tendenser denne sommer, er, at man godt må være meget modig i sit valg af tekstiler. Fx ved at vælge store blomsterprint, mikse farver, striber og tern og ikke mindst i valget af velour. Det dekadente udtryk må meget gerne være vildt på den naturlige måde. Det opnås også ved store og naturlige buketter, der får lov at tiltrække al opmærksomhed i et rum, eller i den modige sammensætning af farver hvor en mæt, dyb vægfarve spiller sammen med tekstilerne i rummet i enten kontrast eller tone-i-tone. Og når det gælder de dekadente buketter, er jeg vild med, at det nu er ”tilladt” at vælge blomster, man normalt ikke ville sætte sammen alene af den grund, at det er dem, man bedst kan lide. Det er nemlig i mikset, at det bliver dekadent.