Skip to main content

Første kig på Bea Åkerlunds fantasifulde kollektion i samarbejde med IKEA

Nyhed   •   Jan 08, 2018 10:00 CET

Find alle billeder til download i bunden, og se priser i PDF'en eller på produktbillederne.

Store vaser som glashatte, røde læbeformede puder, 3D-printede hænder til at udstille smykker og oversize lommeure. De første billeder af IKEAs limited edition-kollektion OMEDELBAR har set dagens lys og kun fantasien sætter grænser for kollektionen, der kombinerer goth og glamour med Alice i Eventyrland. Særkollektionen er resultatet af samarbejdet mellem stjernestylist Bea Åkerlund og IKEA.

Bea Åkerlund, kvinden bag stilikoner som Lady Gaga, Rihanna og Beyoncé, rykker ved de traditionelle konventioner inden for boligindretning med 35 unikke boliggenstande, der hver især hylder individualitet og lægger op til kreativitet i hjemmet.

- Det er en kollektion, der opfordrer til, at du ikke skal tage livet så alvorligt. Jeg ønsker, at folk skal ha’ lidt sjov i deres liv, siger Bea Åkerlund.

OMEDELBAR udspringer af Bea Åkerlunds vision om, at det skal være muligt for alle at personliggøre og dekorere hjemmet med boligtilbehør, der udstråler eksklusivitet og stil – uden at det koster en formue.

Kollektionen byder blandt andet på dekorative lamper, vaser og skåle formet som tophatte og kongekroner, et tøjstativ og tilhørende bøjler og skoæsker, sort- og hvidstribet tapet, gardiner og en sort lænestol med puf – alt hvad man behøver for at forvandle soveværelset til et stemningsfuldt, boudoir-inspireret rum.

- Stilmæssigt tilfører OMEDELBAR kollektionen noget nyt og anderledes. Den er prangende og lægger op til kreativitet og leg, og så sender den et vigtigt budskab om at turde skille sig ud og stå ved den, man er, hvilket netop er Bea Åkerlunds personlige mantra, siger Karin Gustavsson, kreativ leder i IKEA.

  • OMEDELBAR lanceres i IKEAs varehuse i marts 2018 i en begrænset periode.

Vedhæftede filer

PDF-dokument