Skip to main content

Veganske kødboller og grønne designsamarbejder: IKEA er blevet klimatosset

Nyhed   •   Jun 04, 2019 11:00 CEST

Sammen med Tom Dixon vil IKEA udforske urban farming. Samarbejdet lanceres i 2021

Traditionen tro har IKEA i disse dage inviteret journalister fra hele verden til den årlige begivenhed Democratic Design Days, hvor de løfter sløret for kommende kollektioner og designsamarbejder. Og i år er det med et særligt fokus på bæredygtighed og klima, når IKEA præsenterer en række prototyper lavet på bæredygtige materialer. Den helt store nyhed er genbrugspolyester.

Årets største IKEA begivenhed for journalister, Democratic Design Days, finder i disse dage sted i svenske Älmhult, hjertet af IKEA. Her er mere end 300 journalister inviteret for at få et indblik i de kommende års kollektioner, samarbejder og initiativer. Og i år skinner den grønne farve klarest blandt de ellers gule og blå toner.

- På Democratic Design Days giver vi omverdenen mulighed for at dykke lidt ned i de kommende kollektioner og projekter, vi har gang i hos IKEA. Det gælder selvfølgelig også udviklingen af nye, innovative løsninger, der skal inspirere mennesker verden over til at leve mere bæredygtigt og klimavenligt, fortæller Tina Lindharth, Corporate Communication Manager hos IKEA Danmark.

Bæredygtighed står nemlig højt på dagsordenen til årets Democratic Design Days, og det går godt i spænd med IKEAs klimavenlige strategi, der formulerer en målsætning om et bæredygtigt og cirkulært IKEA i 2030. Ambitionen er at genbruge og genanvende fremfor at bruge og forbruge, og som et skridt på rejsen præsenterer IKEA nu et helt nyt materiale kaldet rPET, genbrugspolyester, der halverer det CO2-aftryk, som oliebaseret polyester efterlader. Målet er, at materialet inden 2020 skal erstatte alle tæpper, sengelinned og møbeltekstiler lavet af oliebaseret polyester.

Materialet rPET, genbrugspolyester, skal erstatte IKEAs brug af oliebaseret polyester inden 2020.

Træ til tekstiler, urban farming og veganske kødboller
På den bæredygtige dagsorden er desuden en række tiltag og kollektioner, der blev præsenteret til sidste års Democratic Design Days, og som nu får flere tanker og ord med på vejen. Det har resulteret i en række spændende prototyper, som deltagerne fik et kig på. 

Blandt andet første prototype af et nyt produkt lavet af det plastik, der opsamles fra fiskenet i Middelhavet. Et skridt i kampen mod at forebygge og nedsætte plastikforurening i havene, ligesom IKEA pr. 1. januar 2020 fjerner alle engangsplastikprodukter fra sortimentet verden over.

Plastik opsamlet fra bl.a. fiskenet i Middelhavet skal udgøre materiale til nye produkter hos IKEA.

Derudover blev sløret også løftet for de kommende designsamarbejder med fokus på den grønne omstilling. Her kan både Tom Dixon med samarbejdet om Urban Farming, samt Olafur Eliasson og Little Sun, der står bag kollektionen SAMMANLÄNKAD med solenergi og bedre vandforbrugsløsninger til hjemmet, nævnes. Desuden fik deltagerne også lov til at snuse til produkter lavet på det bæredygtige materiale TreeToTextile, en innovativ, træbaseret fiberteknologi, som IKEA er ved at udvikle.

Også inden for mad følger IKEA den bæredygtige dagsorden, og introducerer derfor de velkendte kødboller i en kødfri udgave - et fint supplement til IKEAs eksisterende grøntsagsboller, veggiedogs og plantebaserede softice. Deltagerne til Democratic Design Days fik lov til at sætte tænderne i prototyper af de kødfrie boller som de første.