Skip to main content

IKEA Danmark sender 20 danske børnefantasidyr videre i international tegnekonkurrence

Pressemeddelelse   •   Jan 24, 2018 09:00 CET

Se alle de fine tegninger fra finalisterne længere nede.

Igen i år er 20 danske børns fantasifulde tegninger gået videre i IKEAs globale konkurrence “Tegn et fantasidyr”, der giver fem børn på verdensplan mulighed for at få fantasi gjort til virkelighed, når IKEA forvandler deres tegninger til rigtige tøjdyr.

Fantasifulde børn fra hele verden, der har bidraget til IKEAs årlige tegnekonkurrence ”Tegn et fantasidyr”, håber på, at de er blandt de fem heldige vindere, som får forvandlet deres tegninger til bløde tøjdyr, der kan købes i IKEA. I Danmark er 20 børn alle ét skridt tættere på at få drømmen om at blive bamsedesigner opfyldt. Deres tegninger er nemlig blevet udvalgt som Danmarks vindertegninger blandt de 1.500 bud fra danske IKEA FAMILY medlemmers børn, og de er nu sendt videre i den internationale finale om at få sat sit fantasidyr i produktion.

“Der har været rigtig mange fine, sjove og kreative bud fra børnene i år, og det var ikke nemt at vælge, hvem der skulle gå videre. Jeg synes dog alligevel, vi har fundet de helt rigtige, og jeg glæder mig til at følge dem, når de globale vindere skal findes inden længe - og så håber jeg selvfølgelig, at de går hele vejen, ” siger Jonas Engberg, Sustainability Manager i IKEA Danmark.

De 20 danske bidrag til konkurrencen har hver især et helt unikt udtryk, der afspejler børnenes fantasi med sjove farver, former og detaljer. 9-årige Sara fra Horsens har bl.a. tegnet en blød, pelset sæl med et lyserødt enhjørningehorn, mens 7-årige Mads fra Ballerup har tegnet Hr. Monster - et farligt grønt monster med skarpe klør og tænder.

Børn hjælper børn til at lære om deres rettigheder

Tegnekonkurrencen bliver afholdt som en del af IKEAs årlige kampagne ‘Leg er for alle’, hvor IKEA sætter fokus på børns rettigheder og ret til at lege. I forbindelse med kampagnen har IKEA Foundation doneret 335 mio. kr. til seks humanitære hjælpeorganisationer verden over, der arbejder for at fremme børns rettigheder og muligheder for at lege i verdens mest udsatte samfund. I år har IKEA i Danmark endvidere doneret 10 kr. for hvert af sidste års vindertøjdyr, der sælges i de danske varehuse til UNICEFs Rettighedsskoler i Danmark, hvor eleverne lærer om deres rettigheder baseret på FN's børnekonventioner.

“Kampagnen er ikke kun med til at sætte skub i børns fantasi og kreativitet, den giver også mulighed for at hjælpe andre danske børn med at forstå deres rettigheder i hverdagen, hvilket er en kæmpe motivation for os. Igennem vores støtte til UNICEFs Rettighedsskoler håber vi, at flere danske børn vil blive bevidste om deres rettigheder, og forhåbentlig kan det hjælpe med at styrke den enkelte og skabe en bedre trivsel, ” forklarer Jonas Engberg.

De fem globale vindere bliver offentliggjort 6. februar 2018. Tegningerne vil blive sat i produktion og solgt som en del af særkollektionen SAGOSKATT i slutningen af året.