Skip to main content

IKEA Danmark vælger nyt mediebureau

Pressemeddelelse   •   Nov 14, 2016 15:54 CET

IKEA har været i en global mediebureau-pitch, som bl.a. betyder at IKEA Danmark har valgt at afslutte samarbejdet med Mediacom og påbegynde et nyt med Vizeum.

I foråret gik IKEA Group, som IKEA Danmark hører under, i en global mediepitch. Målet er at sikre bedre effektivitet og lave omkostninger. Samtidig er det IKEAs ønske at finde nationale mediebureauer, som kan støtte IKEAs bestræbelser på hele tiden at forbedre sig og fortsætte med at være relevant for de mange mennesker. IKEA Danmark har efter en lang og omfattende pitchproces valgt at afslutte samarbejdet med Mediacom.

- Det har ikke været nogen nem beslutning at skulle sige farvel til Mediacom, som vi har samarbejdet med i 15 gode år. Et samarbejde, som kan beskrives som en fantastisk rejse, hvor vi har opnået masser af gode resultater sammen. Men efter mange år sammen med Mediacom har IKEA Danmark ønsket nye og friske øjne på mediestrategien, siger Lena Gaarde, Marketingchef IKEA Danmark, og fortæller om beslutningen om at tage Vizeum ombord:

- Vizeum leverede en solid og sammenhængende pitch. De havde en rigtig positiv energi, og vi oplevede at kemien var god. Vi er sikre på, at samarbejdet med Vizeum vil betyde, at IKEA fremadrettet vil blive endnu mere strategiske i brugen af indsigtsbaseret data i forhold til både vores egne og eksterne digitale medier, siger hun.

Hos Vizeum ser man også frem til at komme i gang med arbejdet:

-Vi har en klar idé om, hvordan vi gerne vil være med til at udvikle IKEA Danmarks mediestrategi, og vi er utrolig glade for, at vi blev valgt til at løfte opgaven. Jeg glæder mig til at lære teamet at kende og sparre om opgaverne, siger Kristian Koch, Managing Director i Vizeum.