Skip to main content

IKEA rykker ind på Strøget med boliginspiration til den nye sæson

Pressemeddelelse   •   Mar 22, 2017 09:28 CET

SOMMAR 2017

I fire dage vil IKEA være at finde midt i København, når varehuset fra den 30. marts til den 2. april åbner op for et midlertidigt showroom på Strøget, der skal byde foråret og sommeren velkommen og give kunderne inspiration til boligindretningen i sommerhalvåret.

Med forårsjævndøgn i denne uge og temperaturer, der stille og roligt kravler op over de ti grader, er det er igen tid til at åbne vinduerne og få havemøblerne frem. Det er for alvor blevet forår, og for mange danskere betyder det en opfriskning af boligen med hovedrengøring og nyt interiør. Her er IKEA leveringsdygtige i gode idéer til, hvordan du gør hjemmet forårs- og sommerlækkert.

I anledningen af den nye sæson åbner det svenske bolighus et showroom i hjertet af København. IKEA Strøget skal give danskerne inspiration til boligindretningen til den kommende sæson og vise spændende løsninger til både inde- og udeliv.

- De stigende temperaturer og flere lyse timer betyder, at vores behov i og omkring boligen skifter – og dermed også vores krav til indretningen. I IKEA følger vi sæsonerne og har altid produkter, der knytter sig specifikt til årstiden. Derfor vil vi gerne inspirere danskerne til, hvordan de kan indrette sig i den nye sæson. Jeg håber, at alle gæster går fra showroomet med en masse nye idéer og inspiration til boligen, siger Lena Gaarde, der er marketingchef i IKEA.

Showroomet er åbent fra torsdag den 30. marts til søndag den 2. april. I alle fire dage vil de besøgende kunne opleve udstillinger med mange forskellige indretningsmuligheder og nyde en kop kaffe i kaffebaren, hvor der også bliver serveret de klassiske svenske kanelbullar.

Derudover vil der fredag blive varmet op til weekenden med en DJ, og lørdag er alle IKEA FAMILY-medlemmer inviteret til trendforedrag med Uffe Buchard og Signe Wenneberg om bolig og design. Søndag rundes ballet af med filmforevisning af dokumentaren om designsamarbejdet mellem den anerkendte interiørdesigner Ilse Crawford og IKEA, hvor der er adgang for alle.

Tættere på kundernes hverdag

Ud over at give danskerne inspiration til hvordan de kan indrette sig i den nye sæson, vil IKEA med showroomet også gerne møde kunderne, hvor de er i deres hverdag.

- I IKEA vil vi gerne komme tæt kunderne og interagere mere med dem. Selvom vi hver dag hjælper mange kunder med gode råd til boligen, når de besøger os i varehusene, er der også mange, der ikke er klar over, hvilken indretningskompetence, vi har i IKEA. Derfor flytter vi i fire dage IKEA ind i hjertet af København, så vi kan inspirere kunderne lige der, hvor de kommer mest i deres hverdag. Men vi kommer også til at producere digitalt materiale fra showroomet, så vi kan inspirere folk i hele landet, siger Lena Gaarde.

Hvad: IKEA Strøget

Hvor: Østergade 36, 1100 København K

Hvornår: 30.-31. marts kl. 10-19 og 1.-2. april kl. 10-18