Skip to main content

IKEA vil nå 4 mia. i omsætning med fokus på livet i og omkring køkkenet

Pressemeddelelse   •   Aug 12, 2016 09:00 CEST

I disse dage lander 1,4 mio. friske IKEA kataloger i danskernes postkasser og på tusindvis af smartphones landet over. Den 66. udgave af det årlige katalog indvarsler et nyt år i IKEA, og de næste 12 måneder er det produkter til livet i og omkring køkkenet, der skal være vækstmotoren for IKEA Danmark, der sigter mod en omsætning på mere end 4 mia. kr.

Forsiden på årets IKEA katalog viser en flok venner omkring et bord i færd med et hyggeligt måltid. Billedet signalerer, hvad det handler om i år: Maden, samvær og hygge. Uformelt, uforpligtende og uden forventninger. For netop forventningerne til hinanden og os selv er ifølge IKEA de seneste år blevet så høje, at vi føler et kæmpe pres for at skulle leve op til, hvor perfekt det hele skal være.

- Vi vil gerne være med til at gøre oprør mod det perfekte og de høje forventninger til, hvor billedskønt hjemmet og maden skal være. Det harmonerer ikke så godt med et hektisk hverdagsliv. Derfor opfordrer vi danskerne til stå af forventningsræset og være sig selv. Der skal være plads til livet, og det giver IKEA mulighed for, forklarer Dennis Balslev, administrerende direktør for IKEA Danmark.

Runder milepæl
Efter flere år med god vækst forventer direktøren, at IKEA Danmark kan passere milepælen på 4 mia. kr. i omsætning i løbet af det kommende år. Størstedelen af den vækst skal komme fra IKEAs fokus på møbler og produkter, som kan samle danskerne om glæden ved at dække bord, tilberede og nyde god mad. Det hele til faste lave priser, hvor alle kan være med.

- Vi påbegyndte vores fokus på mad og køkken i efteråret 2015. Det har været en fornøjelse at se de gode resultater, vi skabte sidste år, og succesen viser, hvor meget vi rykker, når vi prioriterer og kraftsamler. Vi fortsætter med at investere og fokusere på livet i og omkring køkkenet og forventer, at det vil bidrage med en omsætningsvækst på mere end 40 procent af IKEA Danmarks samlede vækst, siger Dennis Balslev.

Direktøren glæder sig over, at alle pile lige nu peger i den rigtige retning for IKEA.

- Vores vedholdende fokus på kunden har skabt et stærkt image og en god kundeoplevelse takket være engagerede medarbejdere på alle positioner i hele organisationen. Vores sortiment skaber værdi for pengene, servicepakken er styrket, salget er løftet, vores kundesupport er forbedret, og vi har fået 400 nye kolleger, der hjælper os med at møde kunderne endnu bedre end tidligere. Og så mærker jeg det stærke fællesskab, der kendetegner IKEA, når jeg kommer rundt i varehusene. Vi har en sund og velfungerende arbejdsplads med god trivsel og plads til alle, siger Dennis Balslev.

Fakta om IKEA kataloget 2017:

  • Trykt på 100 procent FSC certificeret papir
  • Udkommer i 211 mio. eksemplarer, globalt
  • Kataloget bliver distribueret til 1,7 mio. husstande i Danmark i perioden 16.-23. august
  • Kataloget kan downloades til Apple TV eller smartphone i App Store eller Google Play
  • Den nye katalog app er blevet mere interaktiv og har fået et helt nyt og mere brugervenligt design, der gør det nemmere at gå på opdagelse og lade sig inspirere. Appen kan tilpasses til både mobil og tablet og byder på mere indhold end det fysiske katalog