Skip to main content

Køb lopper hos IKEA Odense og støt lokale hospitalsklovne

Pressemeddelelse   •   Jun 14, 2017 10:43 CEST

Loppemarked ved IKEA Odense 2016

Den 25. juni kl. 10 byder IKEA Odense velkommen til loppemarked og underholdning foran varehuset. Her kan IKEA FAMILY-medlemmer sælge ud af gammelt guld, og alle kan gøre et nyt fund. Overskuddet fra salget af stadepladser går ubeskåret til velgørenhed i nærområdet.

IKEA Odense inviterer endnu en gang til den helt store loppemarkedsdag foran varehuset. Her kan børn og voksne sælge ud af gamle ting og nyde en dag med sjove indslag i godt selskab. Det sker søndag d. 25. juni kl. 10-16, hvor man kan gøre et godt loppekøb blandt de 150 stader.

”Vi sætter stor pris på at være en del af Odense, så vi vil gerne gøre noget sjovt for vores kunder og ikke mindst for vores naboer. Med loppemarkedet har vi samtidig mulighed for at sætte fokus på genbrug, hvilket er utroligt vigtigt for os. Så vi ser frem til en god og underholdende dag, ” siger Namik Catkafa, varehuschef i IKEA Odense.

Donation til Odenses hospitalsklovne

På dagen vil det ikke kun være muligt at gøre gode fund til billige penge; der vil også være mulighed for at købe lækkerier, såsom hotdogs og softice, Rodebutikken vil have yderligere 10 procents rabat på alt og en levende udgave af IKEAs tøjdyr FABLER BJÖRN kommer og hilser på børnene.

Pengene, der kommer fra salget af stadepladser, går ubeskåret til hospitalsklovnene i Odense.

”Der er mange gode initiativer her i området, vi gerne vil hjælpe med en donation. Årets overskud fra loppemarkedet donerer vi til hospitalets klovnei Odense. De gør et fantastisk stykke arbejde for at opmuntre børn, unge og deres familier, som går en svær periode med sygdom igennem, ” fortæller Namik Catkafa.

Pengene bliver ikke overrakt under selve loppemarkedet, da det skønnes, at arbejdet på Odense Universitetshospital er for vigtigt til at forlade. Derfor vil repræsentanter fra IKEA i stedet aflevere donationen på hospitalet efter loppemarkedet.