Skip to main content

Lopper, genbrug og velgørenhed: IKEA Aalborg inviterer til loppemarked

Pressemeddelelse   •   Jun 14, 2017 10:42 CEST

IKEA Aalborg

Den 25. juni kl. 10 byder IKEA Aalborg velkommen til loppemarked på parkeringspladsen foran varehuset. Her kan IKEA FAMILY-medlemmer sælge ud af gammelt guld, og alle kan gøre et nyt fund. Overskuddet fra salget af stadepladser går ubeskåret til velgørenhed i nærområdet.

IKEA Aalborg inviterer til loppemarkedsdag, ”Loppis”, på parkeringspladsen foran varehuset. Her kan børn og voksne sælge ud af gamle ting og nyde en dag i godt selskab, hvor lopper får nyt liv. Det sker søndag d. 25. juni kl. 10-16, hvor alle 90 stadepladser er fuldt booket, så der er rig mulighed for at gøre et godt loppekøb.

”Vi vil gerne bakke op om og bidrage til, at brugte møbler og andet interiør får en ny chance hos en ny familie. Vi tror på genbrug før genanvendelse. For IKEA Aalborg er bæredygtighed en naturlig del af den måde, vi driver vores forretning på – derfor er vi glade for at invitere til loppemarked, bakke op om genbrug og samtidig støtte vores samarbejdspartner Råt&Godt, ” siger Peter Elmose, varehuschef i IKEA Aalborg.

Hjælp til det socialøkonomiske værksted

På dagen vil det ikke kun være muligt at gøre gode fund til billige penge; der vil også være mulighed for at købe bl.a. kanelsnegle, hotdogs og sodavand i IKEA FOOD-standen samt møde Råt&Godt, som vil være tilstede med deres produkter skabt af genbrugsmaterialer.

Pengene, der kommer fra salg af stadepladser, går ubeskåret til netop Råt&Godt.

”Udover at arbejde dedikeret med genbrugsmaterialer er Råt&Godt et socialøkonomisk værested og værksted, som aktiverer, støtter og hjælper udsatte unge i beskæftigelse, bl.a. igennem håndværksmæssige produktionsopgaver. Råt&Godt tilbyder en arbejdsplads i et miljø, hvor der bogstaveligt talt er højt til loftet, rummelighed og forståelse for de unges individuelle udfordringer, ” fortæller Peter Elmose.

Pengene bliver overrakt på dagen ude på pladsen, så alle fremmødte kan overvære det, når stifter og daglig leder af Råt&Godt Christian Helweg modtager donationen. Herudover er det også muligt at købe produkter i IKEAs Rodebutik med 10 procents rabat som IKEA FAMILY-medlem.