Skip to main content

Mus og rotter er mest populære i IKEA

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2016 09:00 CET

Mus og rotter er de mest populære legesager i IKEA, viser en opgørelse.

Mus og rotter topper listen over de ti mest populære legeprodukter i IKEA. Det viser en opgørelse, som møbelkæden har foretaget i forbindelse med den internationale børnedag den 20. november. IKEA bruger dagen til at sætte fokus på vigtigheden af, at alle børn udvikler sig gennem leg.

Mus og især rotter er noget, der kan sætte en skræk i livet på de fleste voksne. Men meget tyder på, at børn synes, at mus og rotter er noget af det allermest kære og sjove. Vel at mærke som tøjdyr. De to lodne tøjdyr topper i suveræn stil IKEAs top ti over de mest populære legeprodukter hos møbelkæden.

IKEA har lavet opgørelsen i forbindelse med kampagnen ’Leg for alle’, hvor IKEA Foundation fra den 20. november og frem til juleaften donerer 1 euro til organisationer der arbejder med projekter rundt om i verden, der har fokus på børns muligheder for og adgang til at lege.

- Det er sjovt, at netop rotter og mus er de mest populære, når mange voksne jo synes, at de er noget af det mest ækle. Men sådan er børn jo så dejligt fordomsfrie. Jeg synes, vores liste viser, at leg kan være mange ting, og at leg netop er en fantastisk måde for børn til at blive stimuleret på, udvikle sig og til at være kreative og have det sjovt, siger Markus Ekewald, salgschef i IKEA Danmark.

- Alle børn har ret til at lege, og det håber vi, at vi kan bidrage til ved at sætte fokus på det og donere penge til seks humanitære organisationer, der støtter børns muligheder for at lege – uanset om de er fattige eller på flugt, siger Markus Ekewald.

UNICEF fokuserer nu mere på leg

For at understrege vigtigheden af leg har UNICEF – én af IKEAs mangeårige faste samarbejdspartnere – valgt at lægge et øget fokus på førskolestadiet, hvor leg spiller en stor rolle i forhold til at gøre børn skolemodne. Og jo mere skoleparate børnene er, desto lavere er risikoen for, at de dropper ud af skolen. Samtidig stimulerer leg lysten til at lære i skolen.

- Når små børn bliver passet på, plejet og stimuleret gennem leg, får de bedste muligheder for at udvikle deres fulde potentiale, lære effektivt og på sigt bidrage til verden, når de bliver voksne. Takket være ’Leg for alle’ kan flere børn nå i mål, siger generalsekretær i UNICEF Danmark Steen M. Andersen.

I perioden 20. november til 23. december donerer IKEA Foundation 1 euro pr. solgt børnebog eller legetøj. Pengene går til arbejdet med at forbedre børns muligheder for læring og udvikling via leg i nogle af verdens dårligst stillede samfund.

Top 10 mest populære legeprodukter i IKEA Danmark:

1.Mus, tøjdyr

2.Rotte, tøjdyr

3.Filtmalepenne

4.Bjørn, tøjdyr

5.Gymnastikmåtte

6.Køkkenredskaber til legekøkken

7.Whiteboardpen

8.Grydesæt til legekøkken

9.Blød fodbold

10.Gris, tøjdyr