Skip to main content

To danske systuer syer genbrugskollektion til IKEA

Pressemeddelelse   •   Jun 14, 2017 08:59 CEST

Systuen Place de Bleu i Københavns nordvestkvarter

To små systuer i Aarhus og København har indgået samarbejde med IKEA om at levere en tekstilkollektion baseret på stofrester fra de fem danske varehuse. Med kollektionen ønsker IKEA at sætte fokus på lokal produktion og genbrug.

Stofrester, tidligere udstillingsprodukter som sengetøj og gardiner samt returvarer fra IKEAs kunder får nu nyt liv som puder, forklæder og indkøbsposer i den nye genbrugskollektion, ÅTERSTÄLLA. Det svenske navn betyder meget passende 'gendannelse', og det er netop formålet med et nyt samarbejde mellem IKEA og de to systuer Risskov Design fra Aarhus og Place de Bleu fra Københavns Nordvestkvarter.

- Vi skal væk fra en brug-og-smid-væk-kultur og blive bedre til at tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi gør. Denne kollektion er baseret på overskudsmateriale, rester og returvarer, som ellers vil blive bortskaffet. Nu får resterne et nyt liv som unikaprodukter, forklarer Jonas Engberg, sustainability manager i IKEA Danmark.

Kvalitetshåndværk fra lokal til global

Siden 2010 har den socialøkonomiske virksomhed Place de Bleu skabt beskæftigelse for indvandrerkvinder, som ellers ikke har kunnet finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Systuen har fået sit navn fra den oprindelige adresse på Blågårds Plads i København og er kendt for design og produktion af eksklusivt, håndlavet boliginteriør.

Kvinderne fra Place de Bleu har tidligere leveret håndsyede produkter til IKEA Taastrup, men denne gang er samarbejdet udvidet til også at omfatte varehusene i Gentofte og Odense.

Kvinderne fra Place de Bleu været med til at udforme kollektionens modeller sammen med designere fra Inter IKEA Systems, som er ansvarlig for udviklingen af IKEAs sortiment. Kollektionens mønstre og syvejledninger er blevet foreviget i en manual, der deles med IKEA i hele verden. Dermed bliver opskriften på de lokale modeller fra systuen i Nordvest globalt tilgængeligt for de øvrige 47 lande, hvor IKEA har varehuse.

- Vi er rigtig glade for at samarbejde med IKEA. Alle kvinder tilknyttet systuen har været med i projektet og har bidraget med deres forskellige kompetencer. Nu er vi spændte på, hvordan genbrugskollektionen bliver taget imod af kunderne i de danske varehuse, og vi håber på, at produkterne bliver udbredt til endnu flere mennesker i verden igennem vores manual med mønstre og syvejledninger, siger Elisabeth Bruun Rasmussen, der er designer i Place De Bleu.

Fokus på genbrug

IKEA varehusene i Aarhus og Aalborg får syet og leveret produkterne i genbrugskollektionen af Risskov Design, som er en mindre systue og skrædder i Risskov ved Aarhus. Her er ejer Tina Bunk glad for kollektionens fokus på at give nyt liv til overskudstekstil, der ellers ville blive kasseret.

- Med produkter, der kun er syet af stofrester, kan vi vise samfundet, at der er mange muligheder for at genbruge og give restprodukter et nyt liv. Det fokus er vigtigt i alle brancher, men særligt i tekstilbranchen, hvor restprodukter alt for hurtigt bliver smidt ud, siger Tina Bunk.

Genbrugskollektionen kan købes i varehusene fra fredag den 16. juni.

Om partnerskabet

  • Kollektionen ÅTERSTÄLLA består af en indkøbstaske, et forklæde, en brødkurv, to forskellige pudebetræk samt en taske, der alle syet af tekstilrester fra IKEAs danske varehuse
  • Place de Bleus skabeloner er gjort tilgængelige for IKEA varehuse i hele verden, så andre kan følge det danske eksempel for lokalt genbrug af stofrester
  • Place de Bleu leverer produkter til varehusene i Gentofte, Taastrup og Odense, mens Risskov Design i Aarhus leverer til varehusene i Aarhus og Aalborg
  • For hvert solgt produkt går 10 kr. til IKEAs partner WWF Verdensnaturfonden