Skip to main content

Blomster og andre hilsner på abonnement

Pressemeddelelse   •   Feb 05, 2016 10:31 CET

INTERFLORA lægger kraftigt ud for at få et endnu mere blomstrende år i 2016. Danskernes foretrukne blomsterhandel lancerer et storstilet nyt forretningskoncept: Abonnementer på blomster og andre gavehilsner. Dette for at følge en af de største tendenser i verden, når det gælder nye måder at handle på.

Til foråret 2016 vil blomstermarkedet se et helt nyt produkt. Blomster og andre gavehilsner på abonnement. Ifølge analyser hungrer de danske forbrugere og kunder i Interflora efter nye samt mere underholdende og enkle måder at handle på. Og det som specielt interesserer dem er køb på abonnement. Derfor lancerer Interflora et nyt koncept, hvor man til en buket af anledninger vil kunne få bragt blomster- eller andre gavehilsner fra kædens sortiment til døren på abonnementsbasis - og det tilmed på daglig frekvens og i markedets absolut bedste kvalitet. Tilbuddet kommer til at gælde både private og virksomheder. Det nye blomsterbarn ser dagens lys fra april 2016.

Konceptet er skabt efter Interflora netop har gennemført en stor analyse af sine danske kunder og gennemgået udenlandske studier for, hvordan fremtidens forbruger ønsker at handle.

Abonnementsrevolution

På verdensplan er der tale om en sand abonnementsrevolution. ”Den bølge har vi valgt at hægte os på og tror, at vi som en stor spiller vil kunne bane vejen for andre brancher, når det gælder abonnementssalg. Det er sket i udlandet allerede,” fortæller administrerende direktør for Interflora Søren Flemming Larsen.

”Kunder søger efter nye måder at handle på. Derfor er der i øjeblikket et sandt stormløb fra virksomhederne på at finde nye veje til at generere det salg som kunderne bedst kan lide. Specielt abonnements- og lejesalg har kunderne hidtil bidt bedst på,” fortæller administrerende direktør og partner i Subscrybe Morten Suhr Hansen, der er en af Danmarks ledende eksperter og klummeskribent på abonnementsområdet.

Mange typer af abonnementer

Interflora lancerer et større antal abonnementer. Kæden har netop analyseret salget fra den største danske salgskanal for blomster, interflora.dk, for at have dugfriske tal på, hvilke anledninger kunder specielt handler blomster til. Det har blandt andet givet inspiration til abonnementsnavnene.

Fødselsdage er den anledning, hvor de fleste benytter sig af interflora.dk, hele 63%. Ønsker om god bedring ved sygdom følger efter med 46%. For B2B kunderne topper sygdom og god bedring med 66% og kondolence og begravelser samt jubilæer o.lign. med 50%.

Interflora har også undersøgt, hvilke varetyper kunderne køber, og her var konklusionen ikke overraskende, at det primært er blomster med 94% de køber – dog i stigende grad også andre produkter; ikke mindst chokolade med 47% og vin med 24% af alle køb. For B2B kunderne er blomster også en klar nummer et med 94%.

På baggrund af denne analyse, og vores solide og mangeårige markedskendskab, er abonnementsløsningerne blevet til.

Vi kan løfte sløret for overskriften på de tre første abonnementer for at illustrere, hvordan konceptet kommer til at virke.

Velkommen til

Med dette blomsterabonnement siger du velkommen til dine gæster med en frisk buket hver dag. Uanset om du køber abonnementet til dit hjem eller til receptionen i din virksomhed, skaber det en hjertelig velkomst.

Duften af friske blomster

Med dette blomsterabonnement får du en frisk buket af årstidens flotteste blomster, som kan sprede smil og glæde hele ugen.

Mon Amour

Med dette blomsterabonnement giver du kærligheden de bedst mulige betingelser for at gro. Hver måned leverer vi en smuk buket fyldt med kærlighed til den, du elsker. Du bestemmer selv, hvilken dag i måneden buketten skal leveres.

Alle abonnementsleverancer kan leveres fra dag til dag og til de bedste priser på markedet. Visse bliver leveret fragtfrit. Virksomheder vil som noget nyt også kunne få tilsendt faktura for leverancerne. Det er en ydelse mange B2B-kunder har efterspurgt, og som vi er meget glade for nu at kunne tilbyde,” fortæller Søren Flemming Larsen.

De unge er en spirende forretning

I abonnementsdelen kommer Interflora også til at favne de helt unge blomsterkøbere med buketter, der følger mode- og interiørtrends. ”Det unge marked er meget attraktivt for os. Vi kan se, at unge i stigende grad interesserer sig for boligindretning. Vi ønsker at lytte til dem og give dem buketter, der er mere urbane og passer til den stil, de bor i,” slutter Søren Flemming Larsen. 

INTERFLORA er en verdensomspændende organisation, der sørger for blomsterformidling på tværs af landegrænser. Organisationen blev stiftet ved en verdenskongres i København i juli 1946. I Danmark tæller INTERFLORA 450 butikker, der dækker hele landet og sælger alt fra blomster, chokolade, vin og specialiteter. INTERFLORA har også en webshop. INTERFLORA ejes af Danske Blomsterhandlere.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument