Skip to main content

JYSK slår et slag for eleverne

Blogindlæg   •   Mar 23, 2018 14:29 CET

Jørgen Olsen, Education Manager på JYSK Academy.

Af Jørgen Olsen, Education Manager på JYSK Academy

For nylig var jeg til møde i Det Faglige Udvalg for Detailuddannelser i København. Sammen med repræsentanter fra andre store detailkæder i Danmark hørte jeg to indlæg om branding, henholdsvis fra Forsvaret og Landbrug & Fødevarer.

Fælles for de to – og formentlig resten af os til mødet – er, at branding af vores elevuddannelser er blevet endnu mere afgørende end tidligere. Hvor potentielle elever før kunne nås med en flyer i butikken eller en anbefaling fra en JYSK-ansat eller en loyal JYSK-kunde, skal vi i dag især nå de unge individuelt og digitalt.

Noget af det gode ved den slags målrettet markedsføring er, at vi rammer lige præcis den ønskede målgruppe med lige præcis det rette budskab. Det virker på det individuelle niveau, men hvad med den positive påvirkning af resten af samfundet?

En motorvej med mange afkørsler

Min oplevelse er desværre, at elevuddannelser generelt bliver talt ned, mens universitetsuddannelser bliver talt op. Så selvom den enkelte unge faktisk synes, en elevuddannelse lyder som noget for dem, så lever forventningspresset om en mere ”anerkendt” uddannelse i bedste velgående.

Det, synes jeg, er en skam. For JYSKs elevuddannelse har så meget at tilbyde unge mennesker, som foretrækker en aktiv hverdag i en butik kombineret med kortere skoleophold, hvor de supplerer deres praktiske erfaring med teori.

JYSKs elevuddannelse er ikke en ensrettet vej, der fører direkte til ét mål. Det er reelt en vidt forgrenet motorvej med masser af spændende afkørsler, der kan føre til lige præcis den drømmedestination, som den enkelte måtte have.

Faktisk er flere af JYSKs øverste direktører tidligere elever, ligesom en del af vores distriktschefer i Danmark begyndte som elever. Ja, jeg startede faktisk også selv min karriere i detailhandlen som elev og har siden oplevet, hvilke døre det har åbnet for mig.

Vokseværk giver plads til flere

Efter et rekordhøjt antal ansøgere sidste år er det da heller ikke interessen fra de unge, der mangler. Allerede inden udgangen af marts har vi i år modtaget de første 1.000 ansøgninger til vores i alt 140 elevpladser. Der er rift om pladserne.

Så uanset opfattelsen af en elevuddannelse i detailbranchen fortsætter vi arbejdet med at uddanne dygtige, unge mennesker til vores butikker og øvrige forretning, herunder online, for vi har stadig vokseværk og har hele tiden brug for flere kolleger.

Og så må vi jo bare blive endnu bedre til at fortælle de succeshistorier, vi løbende oplever, og på den måde påvirke et måske lidt ensidigt billede af en elevuddannelse.