Skip to main content

12 anholdt i forbindelse med våben

Pressemeddelelse   •   Jan 12, 2016 08:23 CET

Københavns Politi gennemførte mandagen igennem en anholdelsesaktion med efterfølgende ransagninger, på baggrund af 4 sager om våbenbesiddelse, som er kommet til politiets kendskab under efterforskningen af trippel-drabet den 11. november 2015 på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.

De anholdte skal findes i grupperingen omkring de tre dræbte. Efterforskningen har vist, at de efter politiets overbevisning i de to måneder efter drabene har skaffet sig 4 forskellige våben i forbindelse med mulig hævn af drabene på deres venner.

Der er tale om 3 skarpladte pistoler og en skarpladt jagtriffel, som alle er handlet ved særskilte episoder og derfor løbende er beslaglagt i forbindelse med efterforskningen.

Politiet har ved aktionen søgt at anholde de personer, der er identificeret som både leverandører og købere af våbnene, men også personer, der har deltaget aktivt i planlægningen om at skaffe våben.

Københavns Politi håber med gårsdagens aktion at skabe sig arbejdsro i forhold til selve efterforskningen af drabene den 11. november, således at man undgår at bruge væsentlige ressourcer på efterforskning af mulig hævn.

Anholdelser og ransagninger er sket i Storkøbenhavn, på Sjælland, på Fyn og i Jylland. Der er anholdt i alt 12 personer og der er gennemført 19 ransagninger. Der var planlagt anholdelse af yderligere en person, men denne blev ikke fundet. Politiet har været i telefonisk kontakt med pågældende, der dog ikke ønskede selv at møde op. Han er derfor efterlyst internt i politiet, ligesom det overvejes at efterlyse ham offentligt. De anholdte er alle mænd med en anden etnisk oprindelse end dansk, og de er i alderen fra 16-30 år. Ved ransagningerne blev der ikke fundet flere våben

De anholdte vil af specialanklager Jakob Buch-Jepsen blive fremstillet i retten på Frederiksberg i dag tirsdag den 12. januar 2016 fra kl. 09.30.

Kontaktperson for pressen:

Vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen tlf. 25426116. (Der vil ikke blive givet yderligere konkrete oplysninger omkring de enkelte beslaglæggelser eller efterforskningen af disse)

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti