Skip to main content

14 personer anholdt – mistænkt som del af et større narkonetværk

Pressemeddelelse   •   Apr 10, 2018 16:42 CEST

Efter længere tids efterforskning af et netværk, der har distribueret hård narkotika, har politiets regionale efterforskningsfællesskab, Særlig Efterforskning Øst med støtte fra andre enheder i Københavns Politi, i dag foretaget anholdelse af 14 personer i alderen 21-47 år i Storkøbenhavn. 

2 af de anholdte er medlemmer af en bandegruppering i Storkøbenhavn, ligesom flere af de øvrige anholdte i forvejen er kendt af politiet. De anholdte mistænkes for at have en rolle i et netværk, der har forestået distribution af større mængder hård narkotika over en længere periode. 

I forbindelse med aktionen er der ransaget 29 adresser og en række køretøjer, som de anholdte har tilknytning til. Under disse ransagninger er der beslaglagt 1 kg. amfetamin, en del salgsposer med kokain, mindre kvantum hash, pengebeløb, kommunikationsmidler og enkelte våben.

- Vi er meget tilfredse med resultatet af dagens aktion, der har ramt et større organiseret narkonetværk. Indsatsen er forløbet tilfredsstillende, og der forestår nu yderligere efterforskning i sagen. Vi forventer, at der kommer yderligere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Mads Helios.

12 af de anholdte vil i morgen blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret med krav om fængsling. Anklagemyndigheden vil i forbindelse med morgendagens fremstillinger i Københavns Byret begære dørlukning.

Pressekontakt: Mads Helios, vicepolitiinspektør, SEØ, tlf. 72588813

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti