Skip to main content

Anholdte sigtet for støtte af terror-organisation

Pressemeddelelse   •   Sep 03, 2014 14:18 CEST

Københavns Politi modtog i august måned i år flere anmeldelser om, at man for 50 kroner kunne købe klistermærker på nettet, hvis man ønskede at støtte Syrien. Klistermærket var udformet som den velkendte støttesløjfe for udsendte danske soldater, men det aktuelle klistermærke var i farven sort. Dannebrog var udskiftet med, hvad der fremstod som flaget for Islamisk Stat, og teksten ”Støt vores soldater” var udskiftet med ”Support our ummah”. Se vedhæftede foto.

- Københavns Politi har foretaget en vurdering af sagen. Vi mener, der er begrundet mistanke om, at der kan være tale om støtte til en terror-organisation og dermed en overtrædelse af straffelovens § 114b, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Udbyderen af de omtalte klistermærker, AD, har oplyst, at han gennemførte en indsamling på vegne af organisationen ”Humanitære Hjerter”. Han havde indsendt og fået en tilladelse til indsamling, som var gyldig for hele 2014, og som ikke gik specifikt på de omtalte klistermærker. Ved indgivelsen af en sådan ansøgning skal der være tre underskrivere. Den aktuelle ansøgning var underskrevet af to kvinder og af AD.

- På denne baggrund har Københavns Politi i dag kl. 10.30 ransaget i alt fire adresser i Vanløse og på Nørrebro med henblik på at fremskaffe beviser i sagen. Vi ønskede at afhøre og sigte de tre underskrivere fra ansøgningen om indsamlingen. Ved aktionen blev AD og den ene kvinde anholdt. Den anden kvinde valgte selv at følge med til en afhøring, siger Jens Møller Jensen.

De tre personer er en mand på 35 år (AD), statsløs født i Libyen. Den anholdte kvinde er 30 år, dansk statsborger med oprindelse fra Libanon, og den anden kvinde er 51 år og dansk.

Ved ransagningerne er der fundet og beslaglagt penge og diverse skriftligt materiale omhandlende indsamlinger. Der er ikke fundet nogle af de omhandlende sløjfer ved ransagningen.

Kontakt: 
Vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen via pressetelefonen: 3521 9260


Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti