Skip to main content

Der er genskabt ro i indre by

Pressemeddelelse   •   Maj 10, 2014 18:21 CEST

Der var anmeldt to demonstrationer i dag, den ene ”Mod moskeer i Danmark” og den anden for ”Racismefri by”. Demonstrationen Racismefri by mødtes på Halmtorvet og gik til Axeltorv uden problemer. Demonstrationen ”Mod moskeer i Danmark” samledes ved Christiansborg Slotsplads som aftalt.

Demonstrationen Racismefri by forlod Axeltorv i forskellig retninger og dukkede senere op ved Rundetårn. Herfra gik de i små grupper mod Christiansborg  Slotsplads.De maskerede sig og gik mod Christiansborg Slotsplads, hvor de begyndte at kaste med sten og flasker mod Demonstrationen ”Mod moskeer i Danmark”. Der blev kastet begge veje.

Københavns Politi greb hurtigt ind, og opløste begge demonstrationer. Status er, at der er anholdt 11 personer, som politiet vurderer kan henføres til demonstrationerne, de bliver bl.a. sigtet for vold mod tjenestemand, og for at have kastet flasker mod personer. Politiet har fulgt en del af demonstrationen Racismefri by til Nørrebro for at bevare roen i indre by.

”Københavns Politi har givet tilladelse til de to demonstrationer fordi vi ikke har anden mulighed, men i et forsøg på at undgå konfrontationer, har vi flyttet moddemonstrationen til et område, hvor der ikke var umiddelbar risiko for, at de to demonstrationer ville møde hinanden. Vi synes det var en udfordring vi godt kunne undvære,  at skulle håndtere to  potentielt voldelige demonstrationer, når vi i forvejen har en stor opgave med Eurovision Song Contest, og desværre lykkedes det for en stor gruppe ballademagere, at gennemføre et angreb på demonstrationen ved Christiansborg. Politiet fik dog meget hurtigt styr på situationen uden at nogen kom alvorligt til skade,  siger ledende politiinspektør Mogens Lauridsen”

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer.

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti