Skip to main content

DNA-spor ender blindt

Pressemeddelelse   •   Dec 18, 2013 13:19 CET

En teknisk analyse af DNA fra "det anonyme brev" viser, at det hovedsageligt stammer fra kommissionsformand Lars E. Andersen.

I sagen vedrørende efterforskningen af det anonyme brev, der den 19. september 2013 blev modtaget i skattesagskommissionen, fik politiet i november et positivt DNA-spor i form af en blandingsprofil fra selve kuvertlukket på den kuvert, hvori brevet lå.

Efterfølgende indhentede politiet med samtykke fra Skattesagskommissionens medlemmer en referenceprøve med DNA fra de tre ansatte ved Skattesagskommissionen, der havde været i kontakt med det tilsendte brev og kuverten.

En teknisk analyse af disse referenceprøver taler for, at det sikrede DNA-spor i form af blandingsprofilen fra kuverten, hovedsageligt stammer fra kommissionsformand Lars E. Andersen, hvis DNA-profil dækker det meste af den fundne blandingsprofil.

- Det tilbageværende DNA-materiale fra blandingsprofilen, der ikke kan forklares med DNA fra kommissionsformanden, udgør en så lille mængde, at det næppe vil kunne anvendes til identificering af yderligere personer. Derfor må vi konstatere, at DNA-sporet ender blindt, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

Københavns Politi har orienteret Skattesagskommissionen om resultatet af undersøgelsen.

Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen.


Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti