Skip to main content

Efterlysning af gerningsmand til røveri

Pressemeddelelse   •   Nov 07, 2013 13:57 CET

Københavns Politi efterlyser gerningsmanden til et meget voldsomt røveri i blomsterhandleren på Nordre Frihavnsgade på Østerbro, d. 24. oktober 2013 ca. kl. 1728. Under røveriet blev to ansatte stukket med kniv og slået med en totenschlæger.

Gerningsmanden blev "fanget" af et overvågningskamera umiddelbart før røveriet, og han beskrives som:

A: Mand, ca. 20-30 år, ca. 170-180 cm høj. Han er almindelig til spinkel af bygning. Han har et markeret ansigt og kort karseklippet hår.

Se fotos og video.

"Vi er ikke sikre på, at han har begået flere røverier, men der er flere sammenfald med et andet voldsomt røveri, hvor en ansat også blev stukket flere gange med kniv og slået", oplyser Jacob Bjerregaard Nielsen fra Efterforskningssektionen på Station Bellahøj. "Desuden er der visse sammenfald med et røveri, der blev begået i går mod en frisørsalon på Vennemindevej, hvor ingen dog kom til skade".

"Vi vil meget gerne have offentlighedens hjælp til at identificere den efterlyste gerningsmand, men allermest håber vi selvfølgelig på, at han selv melder sig til politiet", oplyser Jacob Bjerregaard Nielsen, der også er bekymret for konsekvenserne af gerningsmandens tilsyneladende unødvendigt voldsomme fremfærd.

Kontakt
Evt. oplysninger om gerningsmanden bedes givet til
Københavns Politi, tlf. 33141448 evt. tlf. 114.


Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti