Skip to main content

Kæmpe fangst: Anholdt for indsmugling af fem tons hash

Pressemeddelelse   •   Maj 14, 2014 15:08 CEST

Task Force Pusherstreet, Københavns Politi, mener at have anholdt bagmænd til leverancer af hash til blandt andet Pusherstreet.

Tirsdag den 13. maj 2014 kl. ca. 16.40 foretog Task Force Pusherstreet, Københavns Politi, anholdelse af en 65-årig hollandsk kvinde og to herboende mænd på henholdsvis 40 og 48 år. Begge mænd har marokkansk baggrund. Det er sket i en sag, der omhandler en international organisation, som er mistænkt for kontinuerligt at have indsmuglet ikke under fem tons hash fra Holland til Danmark. Ved anholdelse af kvinden fandt politiet gemt i hendes bil et beløb i euro svarende til ca. 7 millioner danske kroner.

- Vi taler nogle gange om store og små fisk. Her mener vi at have fået en hammer-haj i nettet. Der er efter vores vurdering tale om nogle af de store bagmænd, som blandt andet står bag leverancer til de organiserede kriminelle i Pusherstreet, siger vicepolitiinspektør Torben Svarrer, leder af Task Force Pusherstreet, Københavns Politi.

- Vi har haft en intensiv efterforskning siden november 2013. Vi har haft fokus på personer, som her i Danmark har forestået indsamling af penge til betaling for hash, der blandt andre steder er solgt i Pusherstreet. Vi mener at have afdækket, at der er indsamlet mere end 110 millioner kroner, ligesom efterforskningsforløbet har resulteret i to større beslag af hash her i Danmark, siger Torben Svarrer.

Han oplyser, at efterforskningen er sket i samarbejde med flere udenlandske myndigheder, herunder hollandsk Politi. Tirsdag var polititjenestemænd fra Task Force Pusherstreet således i Holland, hvor de bistod hollandsk politi, der foretog anholdelse af en formodet bagmand – ligeledes af marokkansk oprindelse.

Ved ransagningen i Holland blev der fundet i omegnen af ét ton hash og et meget stort pengebeløb.

Der er i øjeblikket grundlovsforhør i Dommervagten. Anklageren har begæret lukkede døre.

Kontakt:
Vicepolitiinspektør Torben Svarrer, Task Force Pusherstreet.
Pressen er velkomne til at kontakte Torben Svarrer direkte på hans mobiltelefon og via pressetelefonen: 3521 9260


Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti