Skip to main content

Målrettet aktion mod våbensamlere

Pressemeddelelse   •   Apr 04, 2018 14:48 CEST

I forbindelse med målrettet aktion mod våbensamlere i går aftes, har Københavns Politi rejst 22 sigtelser for overtrædelser af våbenloven.

I alt blev der aflagt besøg hos 15 våbensamlere, og der blev konstateret ulovlige forhold hos 11 af dem.

8 personer havde ikke styr på våbenopbevaringen, 2 personer havde ikke noget våbenskab, 3 personer havde glemt at fastbolte våbenskabet og 3 personer havde ikke våbenskabe i sikringsniveau, ligesom de ikke havde det påkrævede alarmanlæg.

I forbindelse med aktionen blev der beslaglagt 11 rifler, 12 glatløbede haglgeværer og 55 pistoler/revolvere, hvor af 6 af dem var ulovlige. Herudover blev der beslaglagt ulovlig pistol- og riffelammunition samt blyhaglpatroner mv.

"Aktionen viser med al tydelighed, at der er mange der ikke har styr på reglerne for opbevaring af våben i private hjem. Våben skal altid opbevares forsvarlig og på et sted, der er utilgængeligt for uvedkommende, og det kan have alvorlige konsekvenser, hvis våben kommer i de forkerte hænder. Derfor kan jeg kun opfordre til, at private våbensamlere får læst op på de regler og vilkår, der fremgår af våbensamlerens tilladelse", siger vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen

Ulovlig våbenbesiddelse på bopælen uden skærpende omstændigheder kan straffes med bøde. Ved skærpende omstændigheder som f.eks. uforsvarlig opbevaring, kan der blive tale om frihedsstraf.

I sager om ulovlig besiddelse af våben eller ammunition vil genstandene blive konfiskeret.

Evt. henvendelser fra pressen til vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen, tlfnr. 7258 8314

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti