Skip to main content

NYE oplysninger i sagen vedrørende det 3-dobbelte drab på Frederiksberg 11. november 2015

Pressemeddelelse   •   Feb 29, 2016 09:00 CET

Københavns Politi offentliggør nu NYE oplysninger om ét af de mulige gerningsvåben (en revolver) i sagen vedrørende det 3-dobbelte drab på Frederiksberg forøvet den 11. november 2015 ca. kl. 0340.

Politiet offentliggør samtidig foto af 2 forskellige type revolvere, hvoraf den ene eller den anden type kan være anvendt til likvideringerne, idet politiet håber, at vidner kan fortælle, hvorfra våbnet stammer. 

I forbindelse med den omfattende efterforskning af det 3-dobbelte drab på Frederiksberg, hvor 3 unge mænd i alderen 19, 23 og 24 år onsdag den 11. november 2015 ca. kl. 1400 blev fundet dræbt ved skud i en lejlighed på Christian Paulsens Vej, vælger Københavns Politi nu af offentliggøre helt nye oplysninger i håb om, at vidner kan hjælpe politiet videre i efterforskningen.

Politiet har tidligere offentliggjort, at drabene med overvejende sandsynlighed må antages at være forøvet onsdag den 11. november 2015 ca. kl. 0340, hvor et vidne hørte 5-6 ”knald/brag”, ligesom vidnet omkring dette tidspunkt bemærkede 2 mænd på et stillads opsat ved ejendommen, hvor drabene skete.

Disse 2 mænd kørte efterfølgende væk i en mindre mørk bil – formentlig ad følgende rute: Christian Paulsens Vej – til venstre ad Sønderjyllands Allé – og videre i retning mod Peter Bangs Vej.

De 2 mænd og flugtkøretøjet beskrives som værende:

A: mand, mørklødet, 20-30 år, 185-190 cm høj, slank af bygning, iført sort jakke – formentlig dynejakke, og sorte bukser,

B: mand, mørklødet, 20-25 år, 165-170 cm høj, almindelig af bygning, kort karseklippet hår, iført sort tøj.

Flugtkøretøjet beskrives som en lille blå/mørk bil.

NYE OPLYSNINGER:

Københavns Politi vælger nu af offentliggøre helt nye oplysninger omkring det ene af de anvendte gerningsvåben (en revolver), herunder fotos af revolvere MAGEN til det sandsynlige gerningsvåben -  netop i håb om, at vidner kan hjælpe politiet videre med oplysninger om revolveren.

Efterforskningen og de kriminaltekniske undersøgelser har vist, at der ved drabene blev anvendt 2 forskellige skydevåben – et haglgevær, kal. 20, og en revolver.

De kriminaltekniske undersøgelser – herunder især analysen af de på gerningsstedet fundne projektiler - har vist, at det mest sandsynlige er, at den anvendte revolver (gerningsvåbnet), er af enten

- mrk. US-REVOLVER  (bilag 1 og 3) eller
- mrk. Iver Johnsons Arms (bilag 2)

begge i kaliber .38, S&W (Smith & Wesson).

Begge type revolvere findes i både blanke og mørke/matte udgaver.

Nedenfor er vist 3 stk. foto af de 2 type revolvere (bilag 1, bilag 2 og bilag 3) – alle MAGEN til de typer/mærker - som Københavns Politi og Kriminalteknikerne mener, er de mest sandsynlige, som gerningsmændene har anvendt til drabene.

Det skal pointeres, at de viste revolvere er våben, som findes i og er udlånt fra National Kriminalteknisk Center´s våbensamling – og altså ikke våben, som Københavns Politi har beslaglagt i forbindelse med efterforskningen af drabssagen.

Det har ikke været muligt under efterforskningen at konstatere, hvorfra revolveren stammer (stjålet eller lignende), og Københavns Politi håber derfor med offentliggørelsen, at vidner, som har kendskab til personer, der har haft en revolver af ovennævnte type og mærke, vil rette henvendelse til Københavns Politi. Det kan f.eks. være en våbensamler, en skytteforening eller lignende, der eventuelt har mistet revolveren - eksempelvis under et indbrud etc..

Københavns Politi er interesseret i ALLE oplysninger om revolveren, og er selvfølgelig fortsat også interesseret i at tale med vidner, der har gjort iagttagelser eller i øvrigt kan give oplysninger til sagen.

Henvendelse til Københavns Politi kan ske på tlf. 114.

For yderligere oplysninger kan efterforskningslederen, politikommissær Hans Erik Raben, Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, Drabssektionen, kontaktes på tlf. 72 58 87 80.

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti