Skip to main content

​Status i efterforskningen af trippeldrabet på Frederiksberg

Pressemeddelelse   •   Okt 11, 2016 11:17 CEST

I alt er 19 personer nu samlet idømt ubetinget fængsel i 38 år og en måned, ligesom yderligere en person er idømt betinget fængsel i et år.

Onsdag den 11. november 2015 ca. kl. 14.00 blev tre unge mænd, Philip Rasmussen (19 år), Suhaib Jaffar (23 år) og Mike Vinther (24 år) fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg.

Efterforskningen viste, at alle tre mænd var dræbt (likvideret) ved skud, medens de havde ligget og sovet – ligesom efterforskningen viste, at drabene var begået tidligere på dagen/natten ca. kl. 03.40, hvor vidner dels havde hørt ”fem-seks høje knald”, dels havde bemærket to personer (mænd) løbe – via et stillads, der var opsat ved ejendommen - fra stedet og sætte sig ind i en lille mørk bil, som de flygtede i.

De tre dræbte personer var alle tilknyttet samme gruppering – den såkaldte ”Vanløse-gruppering”.

Drabene på de tre unge mænd var indledningen til en lang, kompliceret og ressourcekrævende efterforskning, der fortsat pågår.

I forbindelse med efterforskningen kunne Københavns Politi konstatere, at personer tilknyttet samme gruppering som de dræbte begyndte at anskaffe sig våben – angiveligt for at hævne drabene på deres tre venner – og dette førte til, at der også blev indledt en målrettet efterforskning mod disse personer.

Denne efterforskning førte til beslaglæggelse af i alt fire skydevåben – tre skarpladte pistoler og en skarpladt riffel – og den 11. januar 2016 og i dagene derefter slog Københavns Politi til i en større planlagt anholdelses- og ransagningsaktion, hvor først 13 personer og senere yderligere tre personer, i alt 16 personer i alderen 16 – 25 år, blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet for våbenanskaffelserne og –besiddelserne.

I selve efterforskningen af trippeldrabet gennemførte Københavns Politi henholdsvis den 13. april 2016 og den 18. april 2016 to store planlagte anholdelses- og ransagningsaktioner, hvorunder i alt otte personer i alderen 22 – 32 år, heraf to fuldgyldige medlemmer af rockergruppen Bandidos, blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet.

Ud af de otte varetægtsfængslede blev

  • seks af personerne sigtet dels for drabene (til dels medvirken hertil), samt for våbenanskaffelse/-besiddelse, medens
  • de to sidste personer udelukkende blev sigtet for våbenbesiddelse (anskaffelse og salg).

Herudover blev en niende person sigtet, men ikke varetægtsfængslet, for en mindre rolle i sagen.

En af de seks personer, der var varetægtsfængslet som sigtet for selve drabene – en 24-årig mand og fuldgyldigt medlem af rockergruppen Bandidos – begik senere den 3. juni 2016 selvmord i sin fængselscelle.

De 16 personer, som mere eller mindre har tilknytning til samme gruppering som de tre dræbte, nemlig ”Vanløse-grupperingen”, er nu alle dømte, og den samlede dom lyder på ubetinget fængsel i 33 år og syv måneder.

Retten på Frederiksberg satte i går mandag den 10. oktober 2016 det foreløbige punktum i sagen vedrørende de i alt 16 personer, som mere eller mindre har tilknytning til samme gruppering som de tre dræbte – nemlig ”Vanløse-grupperingen” -, idet de tre sidste personer på henholdsvis 17 år, 19 år og 22 år i hele det store sagskompleks fik dom.

Den 17-årige blev idømt ubetinget fængsel i to år for omgang med to våben, og han overvejer anke - den 19-årige blev idømt ubetinget fængsel i tre år for sin omgang med to våben, og han modtog dommen – medens den 22-årige blev idømt ubetinget fængsel i to år, og samtidig blev udvist af Danmark for bestandig. Den 22-årige ankede dommen på stedet.

Med de seneste domme er alle 16 personer med tilknytning til de tre drabsofre nu dømt, og den samlede dom lyder på ubetinget fængsel i 33 år og syv måneder, heraf er to af de dømte udvist af Danmark for bestandig, medens tre har fået en betinget udvisning.

Med dommene er hovedparten af ”Vanløse-grupperingen” nu idømt lange fængselsstraffe og alle sat bag lås og slå.

Tre af de sigtede og varetægtsfængslede i selve drabsefterforskningen er nu ligeledes dømt for deres andel ved at have besiddet og videresolgt en revolver, der efter politiets opfattelse er det ene af de to drabsvåben – og den samlede dom lyder på ubetinget fængsel i fire år og seks måneder. Yderligere en person er samtidig idømt betinget fængsel i et år for en mindre rolle i sagen.

Retten på Frederiksberg idømte i dag tirsdag den 11. oktober 2016 en 55-årig mand ubetinget fængsel i et år og seks måneder for at have besiddet og videresolgt en revolver, der efter politiets opfattelse er det ene af de to drabsvåben – og nu er i alt tre personer samlet idømt ubetinget fængsel i fire år og seks måneder for besiddelse og videresalg af revolveren, ligesom yderligere en person tidligere er idømt betinget fængsel i et år for en mindre rolle i forbindelse med våbensalget.

Drabsefterforskningen fortsætter med uformindsket styrke.

Tilbage i efterforskningen er der nu fire personer, der fortsat er varetægtsfængslet, og som er sigtet for dels drabene, til dels medvirken hertil, samt våbenanskaffelse og –besiddelse.

Denne del af efterforskningen, som siden opstarten har kørt og fortsat kører for lukkede døre, fortsætter med uformindsket styrke, og Københavns Politi har ikke yderligere oplysninger til denne del af efterforskningen.

Evt. supplerende spørgsmål kan rettes til politikommissær Hans Erik Raben, Københavns Politi, Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet, tlf. 72588780.

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti