Skip to main content

To menneskesmuglere anholdt

Pressemeddelelse   •   Aug 10, 2015 11:03 CEST

Udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi gennemførte søndag den 9. august 2015 en planlagt kontrolaktion mod menneskesmugling af asylansøgere til København. Kontrolindsatsen er sket i samarbejde med Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet og er et led i den samlede nationale indsats mod menneskesmugling.

-Københavns Politi modtager i øjeblikket en del asylansøgere fra blandt andet Syrien og Eritrea og vi har konkret mistanke om, at asylansøgere mod betaling hjælpes igennem Europa med tog, busser og biler af menneskesmuglere” siger vicepolitiinspektør Tom Struve, Københavns Politi.

Under kontrolaktionen blev der på Københavns Hovedbanegård søndag eftermiddag foretaget anholdelse af 30-årig syrisk mand med opholdstilladelse i Sverige. Syreren bistod med menneskesmugling af en asylansøger fra Algeriet som allerede var registreret asylansøger i Tyskland. Menneskesmugleren vil blive fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsling. Asylansøgeren vil blive sigtet for ulovligt ophold i Danmark.

Der blev under samme aktion foretaget anholdelse af endnu en menneskesmugler. Gerningsmanden er en 32-årig mand, hvis nationalitet endnu ikke er fastlagt. Han sigtes for menneskesmugling ved at have bistået 5 asylansøgere fra Eritrea med ulovlig indrejse . Asylansøgerne viste sig at være to drenge på 16 år, en mand på 23 år og to kvinder på henholdsvis 35 år og 41 år. Asylansøgerne er efter afhøring blevet bragt til asylsagsbehandling i Danmark. Menneskesmugleren vil blive fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsling.

-Begge de nævnte anholdelser skete umiddelbart efter at togbusser fra Rødbyhavn ankom til Københavns Hovedbanegård. Vi vil fortsætte vores fokus på menneskesmugling ved at efterforske og forfølge de menneskesmuglere, som udnytter asylansøgernes ulykkelige situation til at skaffe sig økonomisk vinding. Med anholdelserne i går håber vi at have sendt et klart signal til de personer som organiserer menneskesmugling og yder bistand til ulovlig indrejse siger Tom Struve.

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti