Skip to main content

Unge idømt hårde straffe for røverier i Kongens Have

Pressemeddelelse   •   Jan 23, 2017 14:11 CET

Unge idømt hårde straffe for røverier i Kongens Have

Tre unge drenge i alderen 16-17 år blev i Københavns Byret den 23. januar 2017 idømt henholdsvis 3 år, 2½ år og 2 års fængsel for at have begået flere røverier mod 15 unge drenge samt en grov frihedsberøvelse af den ene i og omkring Kongens Have i København.

Den ene af de dømte blev desuden betinget udvist fra Danmark.

Retten lagde særlig vægt på, at der var tale om alvorlige forbrydelser.

-Der er tilfredshed med dommen, som sender et klart signal om, at meningsløse gaderøverier mod sagesløse unge mennesker straffes hårdt, også selvom de dømte har en ung alder, siger anklagerfuldmægtig Johnnie Nymann Jensen fra Københavns Politi.

Politiet satte en stopper for røverierne, som var begået i perioden fra 30. juli til 3. august 2016, da de efter en grundig efterforskning den 4. august pågreb og anholdte gerningsmændene i Kongens Have.

Den ene af de dømte valgte, efter samtale med sin forsvarer, at anke sagen til Landsretten, mens de to andre fortsat overvejer om sagen skal ankes.

Yderligere spørgsmål kan rettes til anklagerfuldmægtig Johnnie Nymann Jensen på tlf. 7258 8244.

Københavns Politi
Kommunikationssektionen

Tlf.: +45 3521 9260
Mail: kbh-presse@politi.dk

Twitter: @KobenhavnPoliti --- www.twitter.com/KobenhavnPoliti
Youtube: www.youtube.com/user/koebenhavnspoliti