Gå til indhold
Opdateret rating fra Standard & Poor’s

Pressemeddelelse -

Opdateret rating fra Standard & Poor’s

Ratingbureauet Standard & Poor’s har i dag nedgraderet KommuneKredits langsigtede kreditrating fra AAA til AA+ (med stabil udsigt), mens de har fastholdt den korte kreditrating på det højeste niveau, A-1+.

Standard & Poor’s offentliggjorde den 22. maj 2018, at KommuneKredit var ”Under Criteria Observation” som følge af en ændring i ratingbureauets model for virksomheder der, som KommuneKredit, finansierer offentlige investeringer.

Justeringen af ratingen kommer efter, at Standard & Poor’s i 18 år har vurderet KommuneKredit som AAA, og skyldes alene en ændring i Standard & Poor’s model, mens der ikke er sket en ændring i KommuneKredits virksomhed. KommuneKredit har ikke tabt én krone på udlån i virksomhedens 120-årige historie.

Nedgraderingen skyldes ifølge Standard & Poor’s to forhold. For det første har Standard & Poor’s beregnet KommuneKredits risikojusterede kapital (RAC-ratio) til 15,1 pct., hvilket i Standard & Poor’s model svarer til karakteren ”very strong”. Standard & Poor’s vælger dog at nedsætte karakteren til ”strong”, idet de mener at kunne se en ”trend” mod en større koncentration af KommuneKredits udlån på de største låntagere i form af danske kommuner. Vi kan i KommuneKredit ikke genfinde denne trend i det realiserede udlån over de seneste 5 år og har ikke forventning herom i tiden fremover. For det andet opdeler Standard & Poor’s som noget nyt investeringerne af KommuneKredits overskudslikviditet i løbetidsintervaller, hvor placeringer med en restløbetid over 1 år tilskrives en meget begrænset likviditetsværdi, uanset hvor likvide disse investeringer end måtte være.

KommuneKredits likviditetsbuffer er investeret i AAA- og AA-ratede europæiske stats- og realkreditobligationer med løbetider op til 5 år. Disse obligationer anses for at være ekstremt højlikvide (HQLA level 1) i den europæiske finansielle regulering CRD IV / CRR, men altså kun som begrænset likvide i Standard & Poor’s model.

Vi ændrer ikke på vores forretningsmodel, men forstår, at vi f.eks. ved at ændre på løbetiden af vores i forvejen meget sikre og likvide investeringer har mulighed for at få AAA-ratingen tilbage fra Standard & Poor’s. Vi vil vurdere, om det er i vores medlemmers interesse at foretage en sådan ændring.

KommuneKredit har en langsigtet rating på Aaa og en kortsigtet rating på P-1 hos Moody’s Investor Service, udsigten er stabil.

Vi afholder en telefonkonference fredag den 27. juli 2018, kl. 14.00, hvor der vil blive mulighed for at stille os spørgsmål om Standard & Poor’s ændrede syn på KommuneKredit.

DETALJER OM TELEFONKONFERENCE

Telefon: 70 15 15 95
Kode: 9168422

Deltagere:
Henrik Andersen, Direktør
Morten Søtofte, Økonomi- og risikochef

Lasse Vest, Funding manager

Kategorier


KommuneKredit er en forening, der har til formål at yde lån til kommuner og regioner og til selskaber/institutioner med 100 pct. kommunegaranti.

KommuneKredit er kommunernes og regionernes eget finansieringsselskab og er alene til for vores kunders skyld.

Kontakt

Jens Lundager

Jens Lundager

Pressekontakt Administrerende direktør 33697622

Relateret materiale

KommuneKredit

KommuneKredit er en ganske særlig finansiel virksomhed, der er med til at sikre kommuner og regioner mere lokal værdi for borgernes penge. Til glæde for alle. Hvad enten vi bor i Nørresundby, Nakskov eller på Nørrebro.

Grundlæggende er KommuneKredit en forening. En forening, der gør det muligt for kommuner og regioner at få enkel og hurtig adgang til finansiering af deres projekter. Store som små. Til de lavest mulige omkostninger. På lige vilkår for alle – i hele landet.

Det gælder også, når lokale selskaber og institutioner med en kommunal garanti i ryggen låner penge til alt lige fra museer til kystsikring. Så er vi med.

Sådan har det været helt tilbage siden 1899, hvor KommuneKredit udbetalte det første lån. Og det er ikke at tage munden for fuld, når vi siger, at KommuneKredit siden har spillet en central rolle for det lokale selvstyre og i opbygningen af det moderne danske samfund.

Sådan er det også i dag, hvor vores dedikerede, kompetente medarbejdere rådgiver om og formidler mere end 2.000 årlige lån og finansielle leasingaftaler til alt lige fra leasing af elbiler til hjemmeplejen, indkøb af nye scannere til hospitalerne eller til etablering af fjernvarme ude i det ganske land. Eller til noget helt fjerde.

Men sikkert er det - det er til glæde for alle, for det lokale demokrati og for fremtidens grønne Danmark.

KommuneKredit
Kultorvet 16
1175 København K
Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum