Nyhed -

Fuldt hus til Fangekorets release-party af ny cd

De syngende fanger sang for fuld kirke, da der var release-party den 27. september 2018 for korets seneste album ’Unoder’.

På Vesterbro i København er der nervøsitet i luften, da Apostelkirken langsomt bliver fyldt op med tilskuere, der alle sammen er kommet, for at høre indsatte og tidligere indsatte synge om livet før fængslet, i fængslet og efter fængslet.

Bag en af nodestativerne står en mand med kort lyst hår og kigger på noget papir. Selvom mikrofonen ikke er tændt, bevæger hans mund sig, som om han rapper. Efter et stykke tid sætter han sig ned, og kigger ud på kirken, hvor tilskuerne er ved at komme på plads. Han tripper nervøst med foden.

Fangekoret har eksisteret i mere end 10 år, og koret udgav deres første cd i 2004. Det er siden blevet til otte musikudgivelser, og i går kom den 9. udgivelse på gaden.

”Cd’en hedder ’Unoder’. Og det er ikke fordi, at koret ønsker at retfærdiggøre deres handlinger. ’Unoder’ er en reference til, at de ikke altid rammer tonen helt perfekt,” siger Louise Adrian, der er korleder og fortsætter:

”I aften bliver ikke en fest, eller jo det gør det. Men det er ikke ’glade’ sange, det er tunge sange, I kommer til at opleve i aften. Men inden vi går i gang med det tunge, så plejer vi altså lige at starte ud med en glad sang,” siger Louise, og sætter sig ned ved sit klaver, der er placeret, så hun sidder med ryggen til publikum og fronten mod koret.

Koret begynder at synge den gamle gospelsang ’Oh Happy Day’, som blandt andet er blevet fortolket og sunget af den amerikanske soulsanger Etta James.

”Oh happy day, when Jesus washed my sins away,” lyder det fra det syngende kor.

Går sine egne veje
Der er i alt 14 numre på Fangekorets nye cd, som alle handler om kormedlemmernes forskellige erfaringer og hovedpiner. En af de 14 numre hedder ’Jeg går min egen vej’. Det er Jannik på 21 år, der har skrevet den. Den lyshårede mand, der stod og øvede sig, inden koncerten gik i gang.

”Den her sang, den handler om at gå mod strømmen, gøre tingene på sin egen måde. Musikvideoen kan også findes på Youtube,” siger Louise Adrian, da hun præsenterer Jannik.

Publikum klapper. Musikken starter. Jannick tager mikrofonen af stativet og sætter den op til munden.

”Jeg gør det på min egen måde, så drop jeres råd. Jeg er ikke bjergbestiger, jeg vil ikke på toppen af noget,” rapper Jannik med koret i baggrunden.

Da sangen slutter, klapper publikum, og Jannik træder tilbage i rækken med de andre kormedlemmer. En af dem klapper ham anerkendende på skulderen.

Velkommen ud til friheden
En ældre herre i en skovmandskjorte træder ud af koret og tager fat i mikrofonen.

”Hej, jeg hedder Lars. Jeg har skrevet en sang, der hedder ’Velkommen ud til Friheden’. Den handler om, at blive sparket ud af fængslet til friheden, men med ingenting, uden netværk, uden penge og uden noget. Konrad vil spille guitar til,” siger Lars.

Konrad begynder at slå tonerne an på guitaren.

”Med en Kuffert i hånden. Og 500 på lommen. Blev jeg lukket ud. En fredag eftermiddag,” synger Lars, hvorefter hele koret synger med på omkvædet:

”Velkommen ud til friheden min ven. Hvor alting kan lade sig gøre. Hvis din straffeattest er ren”.

Lars og Konrad synger om de udfordringer, der kan være, når man bliver løsladt. FOTO: Ronja Folting

En af dem, der for nyligt er kommet ud til friheden, er Karsten. Han er en af dem, der har været længst tid i Fangekoret. I juli blev han løsladt efter at have siddet inde i cirka 9 år.

”Det er mærkeligt at komme ud, især med det sociale, hvis folk hører man har siddet inde, så bliver det lidt sådan, at ham gider vi ikke have noget med at gøre,” fortæller Karsten, og fortsætter:

”Man har heller ikke rigtig noget at komme ud til. Heldigvis har jeg fået en socialrådgiver, der fik mig skrevet op til en bolig, så jeg får en lejlighed her til oktober,” siger Karsten, der indtil da har sovet på sin søsters sofa, en mulighed han er glad for at have.

”Hvis jeg ikke havde haft min søster, skulle jeg bo på et herberg. Men jeg vil helst ikke risikere at møde de mennesker igen, altså det miljø, når jeg er tidligere misbruger,” siger Karsten.

For Karsten betyder musikken, at han kan slappe af. Han elsker at spille guitar og skrive tekster.

Det er også teksterne, der adskiller Fangekoret fra så mange andre kor, det er dyrt købte erfaringer, der inspirerer koret og skaber sangene.

Måske derfor så mange mennesker dukkede op til Fangekorets Release-Party. 

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalforsorgen
  • beskæftigelse
  • medarbejdere
  • indsatte

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141