Skip to main content

Skudsikker transport fra fængsel til domstol

Nyhed   •   Jan 22, 2018 14:38 CET

Når flere arrestanter skal transporteres gennem byen kører fængselsbetjentene kører, så de er klar til at reagere hurtigt, hvis der sker noget.

I 2019 overtager Kriminalforsorgen opgaven med at transportere arrestanter fra politiet. Transport af indsatte til bl.a. retssale er i dag en del af fængselsbetjentenes hverdag.

Østre Landsret en tirsdag formiddag i december. Dommerne og de to domsmænd lytter til et vidnes – en politiassistent - beskrivelse af en bil, som virkede mistænkelig. Han observerede den i forbindelse med en fartkontrol umiddelbart efter et røveri, som tre unge mænd er dømt for i byretten. Det er den dom, der nu er anket til landsretten.

Det er anklageren, der udspørger vidnet. Til højre for dommeren sidder de tre mænd sammen med hver sin forsvarer og lytter. Bag dem sidder der tre fængselsbetjente. Der sidder yderligere en fængselsbetjent ved hver af de tre døre, der fører ind til retssalen. Uden for salen er der to betjente mere samt to politifolk.

Diskret overvågning
Fængselsbetjentene følger med i, hvad der bliver sagt samtidig med, at de holder øje med de tre unge mænd. Deres tilstedeværelse er diskret, men de er hele tiden på vagt. Hver halve time skifter de post. De skal være vågne. For de ved af erfaring, at stilheden hurtigt kan vende. Og de kender de tre mænd, de har kørt herhen.

"Det er nogle typer, der virker rolige, men de er meget grænsesøgende", forklarede teamkoordinatoren Jesper dem om morgenen, da betjentene mødtes i Vestre Fængsel for at tale om dagens opgave.

Det er en vigtig oplysning. Relationerne til de indsatte og kendskabet til deres luner betyder meget for, at fængselsbetjentene kan holde de indsatte under kontrol, når de er ude på transportopgaver. For selv om de er iklædt skudsikre veste og har peberspray fastgjort til deres bælter skal det helst ikke i brug.

I kortege-kørsel til landsretten
Efter morgenens briefing fik fængselsbetjentene stille og roligt hentet de tre mænd fra deres celler ned til det visitationsrum, de skal igennem, inden de skal ud af fængslet. Der var trængsel denne morgen, da der var flere indsatte, der skulle ud på transporter. Betjentene arbejdede med en rolig autoritet. På nær en stemme fra en af cellerne i cellevognen foran døren, der råbte en remse om politivold, var her stille. Betjentene smilede hovedrystende til hinanden af remsen. De havde hørt den før og lod sig ikke provokere.

Inden de skulle ind i bilerne fik de indsatte transportbælter på. De virker som håndjern, men giver mere frihed til at bevæge armene. Herefter kørte de tre biler med tremmer for vinduerne i kortege ud gennem porten fra Vestre Fængsel og gennem den københavnske morgentrafik.

Ved Østre Landsret kørte de ind i gården, hvorfra de indsatte blev ført ind i retsbygningen og ned i kælderen, hvor de fik transportbælterne af og blev låst inde i cellerne. De måtte godt tale sammen og to af dem sagde ja til tilbuddet om at sidde i samme celle. Den tredje var træt og ville sidde alene.

Under transporten har de indsatte et transportbælte på, som bliver taget af, når de er fremme.

Overblik giver sikkerhed
Jesper er tovholder på dagens transportopgave. Tovholderfunktionen er meget vigtig, særligt når der er flere indsatte med. Og det skal helst være den samme i et forløb som dette, der varer flere dage, så både de indsatte og betjentene ved, hvad der skal ske. Hvis der er for meget skift i rutiner og ansigter, opstår der nemt uro. Tovholderen har ofte en dialog med de indsatte på forhånd, så de ved, hvad de kan forvente. Det personlige kendskab betyder meget.

Jespers opgave er at have overblikket og sørge for, at alle betjente er på deres pladser. Normalt bruger han omkring seks timer på at planlægge en transport. Det betyder at planlægge ruten fra fængsel til retssal, parkering af bilerne, placering af betjentene inde i retten og koordinering med både den pågældende ret og med poltiet.

Det at kunne forudse, hvad der kan ske og forhindre, at det sker ser han som sin vigtigste opgave.

"Det er vigtigt at have overblikket. Når man har prøvet det her før, ved man godt, at selv om en halvliters colaflaske ikke er et våben kan det bruges som kasteskyts, og derfor skal det ikke med ind i retten", fortæller Jesper, der har brugt en arbejdsdag på at planlægge transporten til Østre Landsret.

Både Jesper og kollegaen Anders har mange års erfaring i at køre med fangetransporter. Anders har endda på et tidspunkt været udsendt af Kriminalforsorgen til Kosovo for at få krigsforbrydere fragtet til krigsforbryderdomstolen i Haag.

"Og så skal sikkerheden være i top. For dem var der mange uden for retten, der gerne ville have fingre i", fortæller han.

Fængselsbetjentene er glade for at få lov til at overtage opgaven med at transportere arrestanter for politiet. For de ser det som et skulderklap. De gør det godt. Diskret, men sikkert.

De indsatte bliver hentet og afleveret i deres celler. Før de får lov til at forlade fængslet og når de kommer tilbage skal de visiteres grundigt.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy