Pressemeddelelse -

Uacceptabelt at domme til samfundstjeneste ikke er fuldbyrdet

En ny undersøgelse viser, at 2 % af de samfundstjenestedomme, som Kriminalforsorgen modtog i 2016 og i første halvdel af 2017, enten ikke er blevet fuldbyrdet eller kun er blevet delvist fuldbyrdet. Det er fuldstændig uacceptabelt, og derfor har Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten sat ind med flere initiativer for at sikre, at der strammes op på området.

Kriminalforsorgen har i samarbejde med Rigsadvokaten gennemgået alle de samfundstjenestedomme, der er modtaget til fuldbyrdelse i 2016 og i første halvdel af 2017. Det drejer sig om i alt 6860 domme.

Gennemgangen viser, at 136 af disse domme – svarende til 2 % af alle modtagne samfundstjeneste-domme – på grund af myndighedsfejl eller lignende ikke er blevet fuldbyrdet eller kun er blevet delvist fuldbyrdet. Tallene viser dog, at der er sket et markant fald i antallet af ufuldbyrdede domme i 2017 sammenlignet med 2016.

Af de 136 domme er samfundstjenesten i 69 af tilfældene ikke påbegyndt, mens samfundstjenesten i 67 af tilfældene påbegyndt, men ikke færdiggjort.

Den manglende fuldbyrdelse skyldes for eksempel, at samfundstjenesten ikke er blevet iværksat i god nok tid til, at samfundstjenestetimerne har kunnet afvikles inden udløbet af den længstetid, som er fastsat af retten. Det skyldes også, at Kriminalforsorgen har indberettet en vilkårsovertrædelse til anklagemyndigheden, men at anklagemyndigheden ikke har fået foretaget rettergangsskridt inden længstetidens udløb.

Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten har nu sat en række initiativer i gang – blandt andet gennemgang af tidsfrister, et nyt sagsstyringssystem og forvaltningsrevision af området.

Flere initiativer er allerede i gang, og heldigvis tyder undersøgelsen på, at det går den rigtige vej. Det er således kun 9 af de ufuldbyrdede samfundstjenestedomme, som er idømt i 2017.
”Kriminalforsorgens kerneopgave er at fuldbyrde straf. Derfor er det helt uacceptabelt, hvis domme til samfundstjeneste ikke fuldbyrdes eller kun fyldbyrdes delvist. Derfor har vi i samarbejde med anklagemyndigheden sat ind med en række tiltag, som skal forhindre lignende sager fremover,” siger Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde, der samtidig glæder sig over, at kurven ser ud til at være for nedadgående. 

Ifølge undersøgelsen er det i 42 tilfælde anklagemyndighedens ansvar, at der ikke er sket fuldbyrdelse af samfundstjenesten. Det er ikke godt nok, mener statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten, der allerede nu har indskærpet procedurerne over for politikredsene.

”Det er selvfølgelig utilfredsstillende, når anklagemyndigheden har medansvar for, at dømte ikke får fuldbyrdet deres straf. Derfor har vi indskærpet over for politikredsene, at der i højere grad skal være fokus på at følge procedurerne i sager om fuldbyrdelse af samfundstjeneste,” siger statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaten.

Oversigt over initiativer:

  • Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten har påbegyndt et arbejde med at gennemgå samtlige tidsfrister på området og vurdere, om der er behov for at justere fristerne.
  • Kriminalforsorgen har pr. 15. august 2017 taget et nyt sagsstyringssystem i brug i KiF (Kriminal-forsorgen i Frihed, som behandler sagerne om samfundstjeneste). Systemet skal sikre, at KiF har overblik over alle sager, så man løbende følger med i, om samfundstjenestetimerne bliver afviklet.
  • Kriminalforsorgen er gået i gang med en forvaltningsrevision på samfundstjeneste-området. Det vil sige, at man gennemgår et udsnit af samfundstjenestesager fra alle de fire kriminalforsorgsområder for at vurdere, om de enkelte sager er behandlet korrekt. Målet er at sikre, at administrationen foregår hensigtsmæssigt og driftsikkert. 
  • I tilfælde af at der fremover måtte opstå sager, hvor samfundstjenestedomme ikke fyldbyrdes, skal kriminalforsorgsområderne straks indberette sagen til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Direktoratet ser så på årsagen til den manglende afvikling for at sikre, at der ikke fremover bliver begået fejl i Kriminalforsorgens administration af sagerne.
  • Rigsadvokaten har pointeret over for politikredsene, at det er vigtigt, at der er fokus på, at domme med vilkår om samfundstjeneste fuldbyrdes hurtigst muligt, samt at sager om vilkårsovertrædelse i samfundstjenestedomme indbringes for retten, inden udløbet af længstetiden.

Om samfundstjeneste
Samfundstjeneste er et alternativ til fængselsstraf. Dømmes man til samfundstjeneste, skal man udføre mellem 30 og 300 timers ulønnet samfundsnyttigt arbejde i sin fritid.

Samfundstjenestedomme fuldbyrdes således, at anklagemyndigheden, når dommen er endelig, sender Kriminalforsorgen orientering herom. Kriminalforsorgen har herefter 20 dage til at få aftalt, hvor og hvordan afviklingen af samfundstjeneste skal forløbe.

I dommen har dommeren fastsat en længstetid, inden for hvilken de idømte timer skal afvikles.
Det vil for en del af dommenes vedkommende være 4 måneder. Jo flere timer jo længere længstetid. Dog højst 2 år.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kriminalforsorgens overordnede mål er at medvirke til at begrænse kriminalitet. Dette formål er fælles for hele det strafferetlige system - det vil sige politi, anklagemyndighed, domstole og kriminalforsorg.

Kriminalforsorgens rolle er at sikre, at domstolenes domme bliver fuldbyrdet i overensstemmelse med de regler, der findes i Straffuldbyrdelsesloven. Det skal ske med den nødvendige kontrol og sikkerhed, men også med den nødvendige respekt for de dømtes borger- og menneskerettigheder.

Kriminalforsorgen vil sætte klienten i centrum, skabe sammenhæng på tværs og bringe mennesker sikkert videre til et liv uden kriminalitet.

Direktoratet varetager den overordnede strategi, styring og koordinering på tværs af hele Kriminalforsorgen.

Du kan læse mere her

Kontakt

PRESSEVAGT

Pressekontakt 7255 4141