Nyhed -

Københavnerne siger ja til blødgjort drikkevand

Positiv stemning blandt forbrugerne og gode erfaringer med pellet-anlæg øger chancerne for lavere kalkindhold i drikkevandet i Storkøbenhavn.

Skal københavnerne have blødgjort deres drikkevand? Spørger man københavnerne selv, er svaret ja. Det bekræfter projektleder Dorthe von Bülow, der de seneste år har stået bag en række forbrugerundersøgelser i HOFORs regi.

Selskabet, som er med på ideen, har derfor testet et såkaldt pellet-anlæg, hvor kalken fjernes fra drikkevandet ved udfældning og har med hjælp fra Krüger fået adgang til resultater fra anlæg i Holland, Frankrig og Sverige.

Projektchef Jesper Elkjær siger:
- Metoden er effektiv og meget robust, og i modsætning til f.eks. ionbytning medfører den ikke øget risiko for hjerte-karsygdomme. I øjeblikket søger vi tilladelse til at blødgøre drikkevandet fra Brøndbyvester Vandværk. Går det, som vi forventer, vil vi søge tilladelse til at gøre det samme på vores øvrige værker.


Første anlæg på vej

Selvom udfaldet endnu er uvist, er det første nybyggede vandværk med mulighed for blødgøring, allerede undervejs. Værket ligger ved Marbjerg nær Hedehusene og er projekteret af Krüger, der trækker på internationale erfaringer med blødgøring af drikkevand.

Chefingeniør Peter Borch Nielsen siger:
- Processen foregår i specialdesignede kolonner. Først tilsættes natriumhydroxid, som får kalken til at udfælde. Derefter gennemføres traditionel vandbehandling, hvor vandet iltes for til sidst at blive filtreret. Restproduktet er kalkpiller, som kan anvendes inden for landbrug, byggeri mv.


Renoveringer fremskyndes

HOFOR har 15 vandværker, der leverer til drikkevand til ca. 1 mio. mennesker i Københavnsområdet. Da størstedelen af værkerne af hensyn til forsyningssikkerheden supplerer hinanden, kræver central blødgøring af drikkevandet, at alle har installeret pellet-anlæg. I modsat fald vil forbrugerne ikke kunne regne med ensartede leverancer.

Set med Krügers øjne er det en spændende udvikling. Peter Borch Nielsen siger:
- I første omgang afventer vi, at HOFOR får de nødvendige tilladelser. Men derudover er vi klar til at hjælpe med både vandværker og blødgøringsanlæg, hvor der er behov og forbrugere og myndigheder er med på ideen.

Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • blødgøring af drikkevand

Kontakt

Anne Abraham

Pressekontakt HR- og Kommunikationsdirektør 39690222

Relateret materiale