Skip to main content

Anmelderrost danseforestilling på Kulturværftet

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2016 11:12 CET

Reumertvindende Recoil Performance Group er tilbage på Kulturværftet med den moderne danseforestilling On/Volt. Oplev et kraftfuldt og sanseligt danseværk i en intens og billedrig forestilling på Kulturværftets Store Scene søndag den 13. marts. 

I med- og modfase

Der er fuld knald på energien, når de fem dygtige dansere i forestillingen On/Volt hopper, ruller, vælter og på utallige måder kolliderer med hinanden og skaber ny spænding og energi. Omtrent ligesom bølger og svingninger i med- og modfase. Kendetegnende for Tina Tarpgaards danseforestillinger har bl.a. været det magiske videoscenografiske univers, som samarbejdet med de to computer-alkymister Ole Kristensen og Jonas Jongejan har frembragt. I On/Volt sættes den voluminøse, interaktive teknik på pause, og det interaktive spil afløst af en mere analog teknologi skabt i tæt samarbejde med den schweiziske lyskunstner Sophie Guyot og komponisten og slagtøjsspilleren Mathias Friis-Hansen. Det har resulteret i et både kraftfuldt og sanseligt danseværk, og ligesom i tidligere forestillinger er afsættet også her mennesket og teknologien - denne gang med fokus rettet direkte mod mennesket som selve maskinen. Selvom forestillingen foregår på Kulturværftets Store Scene er der kun 80 pladser. Så der er på alle måder lagt op til en intens publikumsoplevelse.

CLICK-aktuel verdenspremiere

Senere på foråret under CLICK Festival i Helsingør kan man glæde sig til Danmarkspremieren på en anden forestilling med Tina Tarpgaard i front og denne gang med Kulturværftet som co-producent. Det sker med forestillingen STEREO, der er en del af CLICK Festivals performancelinje, udviklet bl.a. i de gamle værftshaller, produceret med støtte fra Statens Kunstfond og med verdenspremiere i Ny York i april. Med STEREO afsøger Tarpgaard det scenografiske potentiale i stereografiske projektioner i en installation, hvor dans og 3D video omkranser publikum i en 360º kulisse. Se mere på CLICKFestival.dk

Flotte anmeldelser

Da On/Volt havde premiere i 2014, fik forestillingen flotte anmeldelser med på vejen. Forestillingen blev endvidere nomineret til en Reumert i 2014.

***** Hjerter ”En kraftpræstation af Tina Tarpgaard og Recoil Performance Group.” Politiken

**** Stjerner ”Tina Tarpgaard formår med sin klare idé i ”On/Volt” at skabe sit helt eget nye billed- og bevægelsesunivers.” Berlingske

***** Stjerner Det er en af den slags forestillinger, hvor jeg glemmer mig selv, og bagefter husker hvorfor jeg elsker scenekunst (…) En af de bedste forestillinger, der er vist på Carlsberg i år! ” Kulturshot

MEDVIRKENDE: Siri Wolthoorn, Fanny Barrouquere, Eva Honings, Jonas Ôrknér & Robin Rohrmann

KOREOGRAFI: Tina Tarpgaard.

LYSKUNSTNER: Sophie Guyot.

KOMPONIST: Mathias Friis-Hansen.

DRAMATURG: Inge Tarpgaard

KOSTUMER: Inbal Lieblich

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.