Pressemeddelelse -

CLICK Festivals performance-program udvider internationalt de næste tre år

CLICK Festivals performance-program er blevet tildelt 2.844.000 af Bikubenfonden til over de næste tre år at videreudvikle nye dimensioner af scenekunsten nationalt og internationalt.

Gennem de seneste fem år har CLICK Festival været med til at sætte den gamle værftsby Helsingør på det internationale landkort for kunst, viden og teknologi. CLICK Festival har fra starten søgt nye, innovative veje for at skabe en undersøgende og legende platform for dansk og international performance. Et arbejde, der er sket i samarbejde med danske, europæiske, amerikanske og asiatiske kunstnere, programmører, universiteter, partnere, fonde og offentlige og private organisationer. Senest – i efteråret 2016 – havde en af produktionerne verdenspremiere på en af Taiwans store scener, ligesom tre nye tværæstetiske internationale co-produktioner premierede på CLICK Festival i 2016. I 2018 er CLICK Festivals scenekunstprogram med til at åbne TPAC – Taipeis nye vartegn for kunst og moderne kultur tegnet af Rem Koolhaas.

”Drømmene om at skabe en kunst-, teknologi- og videnskabsfestival fra bunden har været sejt træk, og her har Bikubenfondens opbakning været en fantastisk håndsrækning. Fonden gør et stort arbejde i at hjælpe kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje på kunstscenen. For CLICK Festivals performanceprogram betyder midlerne fra Bikubenfonden, at vi nu får mulighed for at styrke og udvide vores arbejde markant de næste tre år. Kulturværftet vil for alvor kunne tage skridtet fra at være et delvist reproducerende kulturhus til at kunne kalde sig et produktionshus med en international profil. Vi kommer dels til at videreudvikle vores nationale og internationale scenekunstnetværk. Dels vil vi skabe en laboratorium-platform for danske og internationale scenekunstnere og fagpersoner inden for art-tech-feltet, og vi får lov til at være med til at udvikle og inspirere hele scenekunstmiljølet herhjemme. Endeligt kommer vi til at producere minimum en forestilling om året gennem co-produktion. Denne produktion præsenteres på den årlige CLICK Festival i Helsingør,” fortæller leder af Kulturværftet og Toldkammeret”, Mikael Fock.

Borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær, udtaler: ”Det er et utroligt flot skuldreklap fra Bikubenfonden. Tildelingen fra Bikubefonden fortæller, at Helsingør Kommunes satsning på at kombinere uddannelse, kultur og erhverv er helt rigtig. Det er en flot støtte til CLICK Festival og CATCH-projektet, som begge er helt unikke i en dansk sammenhæng. Det spændende med CATCH er, at vi får skabt nye uddannelser, en inkubation for iværksættere ligesom virksomheder får mulighed for at indhente forslag til værdiskabende løsninger i krydsfeltet mellem teknologi og kunst”.

Henrik Møller, formand for Kultur- og Turismeudvalget i Helsingør Byråd udtaler:”En af Danmarks vigtigste fonde har valgt at støtte op om CLICK Festivalens performanceprogram, og der er dermed tale om en flot anerkendelse af et af de stærke, nyskabende kulturinitiativer, vi satser på her i Helsingør. Det er sjovt at tænke på, hvor smal CLICK Festival startede ud, og hvor meget kunst, kultur og internationale samarbejder der er kommet ud siden festivalen startede for 5 år siden. Samarbejder og co-produktioner, der har og som nu i endnu højere grad skal bringe os endnu længere ud på det internationale kultur-verdenskort.”

Kort om CATCH (Center for Art & Technology Copenhagen Hub)

Helsingør Kommune har over de næste tre år investeret 4,5 millioner kr. i at udvikle et kreativt uddannelsesmiljø – CATCH (Center for Art & Technology Copenhagen Hub) placeret i Helsingør, og som satser på innovation i krydsfeltet mellem kunst, viden og teknologi. CATCH-projektet

skal skabe et uddannelses- og væksthus for kreative studerende fra bl.a. design-uddannelserne og teknologiorienterede uddannelser og skal bl.a. bidrage til nye idéer til iværksættere og erhvervslivet.

Kort om Bikubenfonden

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, hvis afkast går til sociale og kulturelle formål, som er til gavn for samfundet. Fonden anvender ca. 70 millioner kroner om året til filantropisk arbejde. På det sociale område arbejder Bikubenfonden med at nyskabe muligheder for unge på kanten af samfundet, mens fonden på det kulturelle område bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje. På det kulturelle område har Bikubenfonden særligt fokus på scenekunst og billedkunst.

Kort om CLICK Festival

CLICK Festival er en årlig kunst- og teknologifestival, der finder stedt i Helsingør, og som stiller skarpt på krydsfeltet mellem videnskab, kunst og teknologi. Festivalen udvikles og produceres på Kulturværftet i Helsingør, der danner den fysiske ramme om festivalen. Indholdet udvikles i et bredt samarbejde mellem danske og internationale kompetencer bestående af kunstnere, forskere, studerende og fagfolk i samspil med større og mindre foreninger, uddannelser og virksomheder. CLICK Festival finder sted næste gang 20.-21. maj 2017 i Helsingør. 

Related links

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • click festival
  • kulturværftet
  • bikubenfonden
  • scenekunst
  • performance

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg, området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet rummer det største kulturhus i Nordsjælland, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents.

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423