Pressemeddelelse -

​Helsingoransk adelsmærke kunst-hackes - åben fernisering 31. oktober

I oktober forvandles Toldkammeret i Helsingør, når husets gamle ydermure og udeområde kommer under kærlig, kunstnerisk behandling af billedkunstneren Anja Margrethe Bache. I værket ’Scenen er sat - Fluen på væggen’ giver hun sit bud på, hvordan man visuelt kan gentænke og åbne det gamle fæstningslignende toldkammer på ny og forvandle det til et hus, der inviterer borgerne inden for; til kulturelle arrangementer, til samvær, samtaler, samarbejder, frivillighed og fælleskaber. Det midlertidige kunstprojekt er søsat med støtte fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst samt Helsingør Kommunes Byrumsgruppe og Kulturværftet & Toldkammeret og sker som led i en større re-branding af kulturhuset.

Fra fæstning til fælleskab

”Den store udfordring med bygningen Toldkammeret er, at den lukker sig meget om sig selv. Ønsket med dette kunstprojekt er, at værket vækker folks nysgerrighed for, hvad der foregår i det gamle fine hus,” fortæller Elisabeth Momme, daglig leder af Toldkammeret.

Anja Margrethe Baches værk er relevant i denne sammenhæng, fordi hun gerne vi have os til at tale om, hvad kunst og kultur betyder for den enkelte og for samfundet.

”Vi håber, at mennesker i alle aldre fra nær og fjern bliver draget af værket og får lyst til at gå på opdagelse i det, for derefter at dykke ind i Toldkammerets mange forskelligartede arrangementer og tilbud og være med til selv at skabe et dynamisk borgernært og levende miljø,” pointerer Elisabeth Momme.

Om Anja Margrethe Bache og værket Scenen er sat - Fluen på væggen

Anja Margrethe Bache har en baggrund som kunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Billedkunstskolerne, en Ph.d. fra Arkitektskolen i Århus og er derudover civilingeniør fra DTU. Det er en baggrund, som hun bruger i sin forskning, design og i særdeleshed i sin kunst.

Under overskriften ’Scenen er sat - Fluen på væggen’ har Bache i sit bud på udsmykning valgt at lave en slags fysisk fortællelinje og rød tråd, der starter uden for Toldkammerbygningen på Helsingørs stationsplads og færgelejet, og som gennem flere nedslag fortsætter sin vej op på Toldkammerets indgangsparti og ind i Toldkammergården og til bagindgangens port og mur. Og der bliver konkret tale om en rød tråd, som publikum kan følge, hvis de får lyst til at gå på opdagelse i værket og i huset. Værket er således en invitation til fælles dialog om, hvad kunst er, og værket stiller selv spørgsmål, skaber synlighed og vækker forhåbentlig nysgerrighed.

”Jeg ønsker at invitere såvel nutidige som fremtidige brugere af huset indenfor i husets gange og rum og prikke til deres nysgerrighed og lyst til at indgå i nogle af de utallige aktiviteter, der foregår. Jeg har taget afsæt i den røde farve fra Det Kongelige Danske Toldkammer-skilt, fordi det er en distinkt farve, der på én gang hører til og taler til de farver, der er i byrummet og Toldkammerbygningen,” fortæller Anja Margrethe Bache.

Åben fernisering 31. oktober i Toldkammeret - kom gerne i rødt

Onsdag den 31. oktober kl. 16.00-17.30 er der offentlig fernisering, hvor Toldkammeret håber på at mange har lyst til at være med. Med titlen ’Scene er sat - Fluen på væggen’ vil Anja Margrethe Bache lede ferniseringen som en festlig guided performance, hvor hun fortæller om værket og sine tanker bag. Der serveres en let forfriskning i Toldkammergården, lige inden årets Halloween-fællesspisning. Alle opfordres til at bære noget rødt på dagen eller medbringe en rød genstand. 

Værket ’Scenen er sat’ kan opleves fra 31. oktober 2018 frem til februar 2019 i Toldkammeret, Havnepladsen 1 i Helsingør. 

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • anja margrethe bache
  • toldkammeret

Kulturværftet ligger på havnen i Helsingør og udgør sammen med M/S Museet for Søfart og Kronborg Slot området Kulturhavn Kronborg. Kulturværftet er Nordsjællands største kulturhus, som sammen med byens ældre kulturhus Toldkammeret lægger scener og rum til en bred vifte af lokale, nationale og internationale kulturevents året rundt. 

Kontakt

Anne Borg

Pressekontakt PR, Kommunikation & Marketing Koncerter, festivaler & program 41869423